Image Image Image Image Image
X

HISTORISK KONTEKST

MASSAKREN I 1965-1966 I INDONESIEN

Klip fra historiker John Roosas observationer af massakrerne, deres
eftervirkninger og konsekvenser.
Supplerende intro og afslutning af Joshua Oppenheimer.

I 1965 blev den Indonesiske regering væltet af militæret. Indonesiens første præsident Sukarno, der var grundlægger af den alliancefrie bevægelse og leder af den nationale revolution mod hollandsk kolonisering, blev afsat og erstattet af den højreorienterede general Suharto. Det Indonesiske Kommunistparti (PKI), som havde støttet kampen mod den hollandske kolonisering og præsident Sukarno (der ikke var kommunist), blev omgående bandlyst.

Umiddelbart før kuppet var PKI det største kommunistparti i verden i et ikke-kommunistisk land. Partiet var officielt dedikerede til at vinde magten ved valg, og deres underafdelinger omfattede alle Indonesiens fagforeninger og andelsbevægelser for bønder uden jord. Deres primære valgkampagne omfattede jordreformer og nationalisering af udenlandsk ejet minebrug, olie- og plantageindustri. På den måde forsøgte de at mobilisere Indonesiens vidtstrakte, naturressourcer. Det skulle være til fordel for den indonesiske befolkning, som på alle måder var fattig efter tre hundrede års kolonialistisk udnyttelse.

Efter militærkuppet i 1965 kunne alle blive beskyldt for at være kommunist, hvis de modsatte sig det nye, militære diktatur. Dette gjaldt fagforeningsmedlemmer, jordløse bønder, intellektuelle, etniske kinesere og alle andre, der kæmpede for en omfordeling af værdierne i koloniseringens efterspil.

På under et år, og direkte hjulpet af vestlige regeringer, blev over en million af disse såkaldte ”kommunister” myrdet. I Amerika blev massakren omtalt som en stor ”sejr over kommunismen” og blev generelt fejret som godt nyt. TIME Magazine rapporterede om ”De bedste nyheder for Vesten i Asien i mange år”, mens The New York Times bragte overskriften ”Et glimt af lys i Asien” og roste Washington for at skjule dets medvirken i drabene.

De etniske kinesere, der var kommet til Indonesien i det 18. og 19. Århundrede, blev gjort til syndebukke, ansporet af den amerikanske efterretningstjeneste, der forsøgte at skabe splid mellem det nye indonesiske regime og folkerepublikken Kina. Nedslagtningen af PKIs medlemmer i landsbyer samt folk tilknyttet fagforeningerne og andelsforeningerne, var også tilskyndet af USA, der var bekymret for, at det nye indonesiske regime på et tidspunkt ville imødekomme PKIs mange støtter blandt befolkningen, hvis ikke de gennemførte deres ’Svedne Jord’ plan.

I mange af Indonesiens regioner rekrutterede militæret civile til at udføre drabene. De civile blev organiseret i paramilitære grupper, fik basistræning og betydelig militær opbakning. I Nordsumatra og andre steder blev de overvejende rekrutteret fra grupper af gangstere. Lige siden massakrerne har den indonesiske regering fejret ”udryddelsen af kommunisterne” som en patriotisk kamp. De har hyldet gangsterne og de paramilitære som helte og belønnet dem med magt og privilegier. Disse mænd og deres proteger har fået magtfulde stillinger – og har forfulgt deres modstandere lige siden.

Folkemordet i 1965-66 begyndte med drabet på seks generaler natten til den første oktober 1965.
(Ovenstående skrevet af J.O.)

1. oktober 1965: Tredivte September Bevægelsen (Gerakan 30. september, eller G30S), en sammenslutning af yngre, oprørske indonesiske officerer fra de væbnede styrker, nedslagtede seks generaler fra den indonesiske hær i et misforstået kup og dumpede deres lig i en brønd syd for Jakarta. På samme tid overtog Bevægelsens tropper den nationale radio og erklærede deres beskyttelse af præsident Sukarno mod den junta af højreorienterede generaler, der var i færd med at planlægge en magtovertagelse. Bevægelsen blev overmandet, før Indoneserne vidste, at den eksisterede. Den højst rangerende hærfører major-general Suharto iværksatte et hurtigt modangreb og drev Bevægelsens tropper ud af Jakarta på én enkelt dag.

Suharto anklagede det indonesiske kommunistparti (PKI) for at stå bag Bevægelsen, og iværksatte en udryddelse af personer med forbindelse til partiet. Suhartos militær indfangede over halvanden million mennesker og anklagede dem alle for at have været involveret i Bevægelsen. I et af de værste blodbad i det tyvende århundrede, blev flere hundredetusinde mennesker nedslagtet af militæret og af lokale militser; de fleste i Central Java, Øst Java, Bali og Nordsumatra fra slutningen af 1965 til midt i 1966. I en tilstand af national krise bemægtigede Suharto sig gradvist Sukarnos autoritet og indsatte sig selv som de facto præsident i marts 1966. Nu med magt til at afskedige og udnævne ministre.

Massakrerne var ude af proportioner i forhold til deres påståede formål. Bevægelsen var en lille, konspiratorisk aktion organiseret af en håndfuld personer. Alt i alt slog den 12 mennesker ihjel. Suharto overdrev dens omfang, så det mere lignede en landsdækkende, massemyrdende konspiration. Alle de mange millioner mennesker, der blev forbundet med PKI – selv de analfabetiske bønder i fjerne byer – blev udstillet som mordere med ét fælles ansvar for Bevægelsens handlinger.

Helt frem til slutningen af Suharto-regimet i 1998, reagerede den indonesiske regering og de officielle militærpersoner på et hvilket som helst tegn på uenigheder eller uroligheder ved at pege på PKI-genfærdet. Det centrale omdrejningspunkt for regimets argumentation var ’den latente trussel fra kommunismen’. Den uafsluttede udryddelse af PKI udgjorde, på en meget virkelig måde, Suharto regimets eksistensberettigelse. Den oprindelige vedtægt som regimet styrede Indonesien med i over 30 år, var Sukarnos’s ”Presidential Order of 3rd October 1965”, der gav Suharto myndighed til at ”genopbygge ordenen”. Det var en nødvedtægt. Men for Suharto sluttede nødsituationen aldrig.

Efter at have besejret Bevægelsen, udnævnte Suharto sig selv til nationens frelser i et forsøg på at konstruere en legitimerende ideologi for sit diktatur. Hans regime brugte alle propagandaens værktøjer til at fastholde begivenheden i befolkningens bevidsthed: bøger, monumenter, gadenavne, film, museer, mindestatuer og nationale helligdage. Suhartos regime retfærdiggjorde sin eksistens ved at placere Bevægelsen i midten af dens historiske fortælling og ved at afbilde PKI som ubeskriveligt ond. Under Suharto blev anti-kommunismen til statsreligionen – fuldendt med hellige steder, ritualer og datoer.

Det er bemærkelsesværdigt, at den omfattende anti-PKI vold er blevet så voldsomt misforstået. Det faktum, at både militæret og civile udførte drabene, har uden tvivl været med til at sløre spørgsmålet om ansvar. Den begrænsede information, der findes, viser alligevel tydeligt, at militæret bærer den største del af ansvaret. Drabene var et resultat af organiseret, planlagt brutalitet mere end spontant opståede voldshandlinger. Suhartos klike af officerer opdigtede falske historier og kontrollerede pressen i så stor grad at de kunne bilde de civile borgere ind, at PKI var på krigsstien. Havde militæret ikke bevidst provokeret på denne måde, havde befolkningen aldrig set PKI som en trussel, eftersom partiet havde været passivt i eftervirkningerne af Bevægelsen. (Fra oktober 1965 og fremad arbejdede militæret hårdt på at piske en fjendtlig stemning op omkring PKI. Den amerikanske regering opildnede det indonesiske militær til at forfølge, rangere og kartotekfører kommunister.) Militæret ansporede militserne til at tage affære, garanterede dem straffrihed, og arrangerede logistisk assistance.

I modsætning til den historie, der oftest er blevet fortalt i Indonesien, så var der stort set ingen spontane voldshandlinger udført af landsbyboere. Suhartos hær gennemførte hellere mystiske forsvindinger end offentlige henrettelser. Hæren og dets militser udførte helst deres omfattende massakrer i hemmelighed. De hentede fanger i fængsler om natten, fragtede dem til øde områder, henrettede dem, og begravede ligene i umærkede massegrave eller smed dem i floderne.

Tragedien i den moderne Indonesiske historie ligger ikke kun i militærets organiserede massehenrettelser i 1965-66, men også i den magt drabsmændene fik – personer, der anså massakre og psykologisk krigsførelse for legitime og normale måder at regere på. Et regime, der legitimerede sig selv ved at pege på massegraven ved brønden, hvor de seks generaler blev slået ihjel og sværge ”aldrig igen”, samtidigt med at det efterlod utallige andre massegrave fra den ene ende af landet til den anden, fra Aceh på vestkysten til Papua på østkysten. Besættelsen af Øst Timor fra 1975 til 1999 var på tilsvarende måde skyld i ti – hvis ikke hundrede – tusinde dræbte. Mange af dem blev anonymt begravet. Hver eneste massegrav i øgruppen markerer et egenmægtigt, utilstået og hemmelighedsfuldt misbrug af statsmagt.

Besættelsen af en relativt lille begivenhed (Bevægelsen) og udviskningen af et stykke verdenshistorie (massehenrettelserne i 1965-1966) har fjernet enhver form for empati for ofrene og de efterladte. Der blev rejst et monument ved siden af den brønd, som Bevægelsens tropper dumpede ligene af de seks generaler i d. 1. oktober 1965. Men der findes ikke noget monument ved den massegrav, der markerer ligene af de hundrede tusinde mennesker, der mistede livet ved Folkemordet.
(Ovenstående skrevet af John Roosa).

Man har fokuseret på, hvem der dræbte generalerne den 30. september 1965 uden at bekymre sig om drabene på over en million påståede kommunister i de måneder, der fulgte. Suhartos regime fremstillede endeløse mængder af propaganda, og selv i dag er en stor del af diskussionen om folkemordet blevet fortrængt. Og dette gælder selv i engelsksprogede kilder. For mig er det grotesk at deltage i debatten om ’hvem der dræbte generalerne’ – og derfor er den debat ikke med i The Act of Killing.

Folkemordet i Rwanda blev udløst, da Rwandas præsident Juvénal Habyariamana (en Hutu) omkom, da hans fly blev skudt ned under indflyvning til Kigali. At diskutere hvem der skød flyet ned (var det Tutsi-ekstremister der provokerede? Eller Hutu-ekstremister?) ville virke skrupelløst og urimeligt set i lyset af drabene på mere end 800.000 moderate Tutsier og Hutuer. På samme måde er det irrelevant at vide, hvem der startede Reichstag-branden for at forstå Holocaust. Om de misfornøjede officerer, der stod bag drabene på de seks generaler, havde opbakning fra toppen af PKI eller ej, er komplet underordnet. Som John Roosa beskriver i det ovenstående, afleder det opmærksomheden fra et folkemord af verdenshistorisk vigtighed. Tænk hvis man i Rwanda kun fokuserede på spørgsmålet om ’hvem der skød præsidentens fly ned’, når man taler om, hvad der skete i 1994. Det ville kun være muligt, hvis drabsmændene stadig sad ved magten.
(Ovenstående skrevet af Joshua Oppenheimer.)