Image Image Image Image Image
X

STATEMENTS



  • INSTRUKTØREN FORTÆLLER
    Af Joshua Oppenheimer

    Begyndelsen

    I februar 2004 filmede jeg en forhenværende leder af en dødspatrulje. Han demonstrerede, hvordan han og hans venner slagtede 10.500 påståede kommunister ved en flodbred i Nordsumatra på mindre end tre måneder. Da han var færdig med at forklare, bad han min lydmand om at tage et par snapshots af os sammen ved flodbredden. Han smilede bredt med tommelfingeren i vejret på det ene foto og lavede v-tegn for sejr på det næste.

    To måneder senere dukkede andre fotos op i nyhederne. Denne gang af smilende amerikanske soldater, der laver thumbs-up, mens de torturerer og ydmyger irakiske fanger. Errol Morris afslørede senere, at fotografierne var mere komplekse, end de først så ud til at være. Det mest foruroligende ved disse fotos er ikke selve volden. Det er mere den måde deltagerne ønsker at blive opfattet på i netop dét øjeblik. Og som de troede, at de gerne ville huske sig selv på, i dét øjeblik. At performe, spille en rolle og posere virker som en indbygget del af ydmygelsesproceduren.

    Det er ikke så meget den fysiske mishandling, der røbes på disse fotos, som det er ”retsmedicinske beviser” for den fantasi og de forestillinger forfølgelsen involverer. Og de fyldte meget i mine tanker, da jeg et år senere mødte Anwar Congo og de andre ledere af Indonesiens paramilitære ungdomsbevægelse Pancasila.

    Langt væk eller tæt på?
    Der er umiddelbart stor forskel på de situationer jeg filmede i Indonesien og andre tilfælde af masseforfølgelse. I modsætning til Rwanda, Sydafrika eller Tyskland har der ikke været nogle sandheds- eller forsoningskommissioner, ingen retssager eller mindesmærker for ofrene. I stedet har gerningsmændene og deres proteger styret landet lige siden deres grusomme gerninger., og insisteret på at blive hyldet som nationalhelte af en medgørlig og ofte skræmt offentlighed. Men er denne situation virkelig så enestående? I USA var det de sande mestre i tortur, forsvindingsnumre og endeløs forvaring, der havde allermest politisk magt, alt imens de havde travlt med at passe deres omdømme som heroiske frelsere af den vestlige civilisation. At man troede på sådanne fortællinger (på trods af alle beviser på det modsatte) vidner om en svigtende kollektiv bevidsthed og afslører også den kraftfulde indflydelse historiefortælling har på, hvordan vi oplever verden.
    At Anwar og hans venner elskede amerikanske film, amerikansk musik og tøj, gjorde det endnu sværere at ignorere ekkoerne fra USA. Det jeg filmede blev transformeret til en mareridtsagtig allegori.

    At filme med overlevende
    Da jeg begyndte at udvikle The Act of Killing i 2005, havde jeg allerede filmet i tre år med overlevende fra massakren i 1965-66. Jeg havde boet et år i en landsby i plantageområdet uden for Medan sammen med de overlevende. Jeg havde fået et meget tæt forhold til mange af familierne. Christine Cynn og jeg arbejdede på det tidspunkt sammen med et nystartet fagforbund for plantagearbejdere om at skabe The Globalization Tapes. Vi var gået i gang med produktionen af en (kommende) film om en familie med overlevende, der tålmodigt og med stor værdighed begyndte at konfrontere de bødler, der myrdede deres søn. Vores arbejde med at optage de overlevendes oplevelser, som aldrig før er blevet fortalt om offentligt, fandt sted i skyggen af de torturfolk og bødler, der havde myrdet deres familiemedlemmer – mænd som Anwar Congo, der pralede med det, de havde gjort.
    Ironisk nok, var vi mest i fare, da vi filmede de overlevende. Vi stødte på forhindring efter forhindring. F.eks. blev vi afbrudt af politiet, som ville anholde os, da vi var i gang med at filme en scene med tidligere politiske fanger, der øvede en Javanesisk sang om deres tid i koncentrationslejre (Sangen handlede om hvordan de blev tvunget til at arbejde på en engelsk-ejet plantage, og hvordan de hver aften kunne se deres venner blive afleveret til dødspatruljerne for at blive dræbt). Andre gange var det ledelsen fra London-Sumatra plantagerne, der afbrød optagelserne ved at ’beære’ os med en invitation til et møde i plantagens hovedkvarter. Eller borgmesteren i landsbyen som ankom med militær-eskorte for at fortælle os, at vi ikke havde lov til filme. Eller også dukkede en ”NGO” op, der arbejdede med ”rehabilitering af ofrene fra mordene i 1965-66’ og erklærede at: ”dette er vores ansvar, landsbyens indbyggere har betalt os for at beskytte dem”. (Da vi senere besøgte NGO’ens kontor, opdagede vi, at lederen var ingen ringere end den førende bøddel i området – og en ven af Anwar Congo – og at medarbejderne i NGO’en tilsyneladende var militærets efterretningstjeneste.)

    Vi var ikke kun bekymrede for vores egen sikkerhed under arbejdet med de overlevende, vi var også nervøse for deres. Derudover kunne de overlevende jo ikke svare på, hvordan morderne blev begået.

    Pralende mordere
    Men morderne var mere end villige til at hjælpe. Vi mødte overhovedet ingen modstand, når vi filmede dem mens de pralende fortalte om deres forbrydelser imod menneskeheden. Alle døre var åbne. Det lokale politi tilbød at eskortere os til områder, hvor der var begået massemord, mens de enten gjorde honnør til morderne eller muntert spøgte med dem, afhængigt af morderens rang og af forholdet mellem dem. Militærofficerer beordrede endda deres soldater til at holde nysgerrige på afstand, så vores lydoptagelser ikke blev ødelagt.

    Denne bizarre situation blev mit andet udgangspunkt for at lave The Act of Killing. Mit spørgsmål var: hvad betyder det at leve under et regime, hvis magt er baseret på udførelsen af et massemord og på pralende beretninger om det, som skræmmer de overlevende til at forblive stille? Igen virkede det som et sammenbrud i den kollektive bevidsthed.

    Grib øjeblikket
    Det så jeg en mulighed i: Hvis gerningsmændene i Nordsumatra fik mulighed for at dramatisere deres erindringer om folkedrabet på præcis den måde de havde lyst, ville de sandsynligvis forsøge at forherlige det endnu mere. De ville omdanne det til en ’smuk familiefilm’, som Anwar udtrykker det, gennem en eklektisk anvendelse af forskellige genrer, der ville kunne afspejle deres mange modstridende følelser om deres ”glorværdige fortid”.
    Jeg forventede, at resultaterne af denne proces ville fungere som en slags exposé, også for indoneserne selv, af, hvor meget straffrihed og mangel på afklaring, der stadig hersker i deres land.
    Desuden havde Anwar og hans venner været med til at opbygge et regime, der terroriserede deres ofre til at behandle dem som helte. Jeg indså, at den filmskabende proces ville besvare mange spørgsmål om et sådant regime. Spørgsmål, som måske virker sekundære i forhold til dét, morderne havde gjort, men som i virkeligheden ikke kan adskilles fra det. For eksempel, hvordan tror Anwar og hans venner, at folk egentlig opfatter dem? Hvordan ønsker de at blive set? Hvordan ser de sig selv? Hvordan ser de deres ofre? Hvordan afslører deres selvopfattelse også deres forestilling om den verden, de lever i, den kultur de har skabt?

    Den filmiske metode, vi udviklede til The Act of Killing skabte vi for at kunne besvare disse spørgsmål. Den skal forstås som en undersøgende teknik, der kan hjælpe os med ikke blot at forstå hvad vi ser, men også hvordan vi ser og forestiller os det. (Filmen kan bedst beskrives som en dokumentar om fantasier og forestillinger – “a documentary of the imagination”). Disse spørgsmål er af afgørende betydning for at kunne begribe med hvilken fantasi og opfindsomhed mennesker forfølger hinanden, og for at kunne forstå hvordan vi derefter skaber (og lever i) samfund med systematisk og vedvarende vold som fundament.

    Anwars reaktioner
    Hvis mit mål som udgangspunkt var at få svar på disse spørgsmål, og hvis Anwars hensigt var at forherlige hans gerninger, er det muligt at han ville blive delvist skuffet over den færdige film. Men en afgørende del af filmprocessen bestod i løbende at vise Anwar og hans venner filmmaterialet. Vi måtte nødvendigvis vise dem de mest smertefulde scener. Anwar og hans venner ved, hvad der er i filmen. Faktisk har de i filmen dybdegående diskussioner af filmskabelsen og af filmens konsekvenser. At se disse scener gjorde bare Anwar endnu mere interesseret i arbejdet, og det fik mig til at indse, hvordan han parallelt med filmarbejdet var på en personlig rejse og forsøgte at komme overens med betydningen af det, han havde gjort. På den måde er Anwar den modigste og mest ærlige karakter i The Act of Killing. Måske kan han ikke lide resultatet, måske kan han, men jeg har forsøgt at ære hans mod og åbenhed ved at præsentere ham så ærligt og med så megen medfølelse jeg kunne, samtidig med at afsøge de ubeskrivelige handlinger han har begået.

    Der er ingen nemme løsninger i The Act of Killing. Mordet på en million mennesker er uundgåeligt fyldt med kompleksitet og paradokser. Kort sagt, den efterlader et frygteligt rod. Især når drabsmændene stadig er ved magten og når der ikke har været noget forsøg på retfærdighed og historien hidtil kun har været brugt til at skræmme de overlevende. At forsøge at forstå sådan en situation, at gå ind i den, og at dokumentere den, kan kun være ligeså indviklet og rodet.

    Kampen fortsætter
    Jeg har udviklet en filmmetode som jeg har brugt til at forsøge at forstå, hvorfor ekstrem vold, som vi håbede ville være utænkelig, ikke bare er mulig, men virkelig findes og oven i købet udøves rutinemæssigt. Jeg har forsøgt at forstå det moralske tomrum, der gør det muligt for gerningsmænd bag folkedrab at blive hyldet på tv med jubel og smil. Nogle seere kunne måske ønske sig en ”rigtig” afslutning på filmen – en succesfuld kamp for retfærdighed, der kan forårsage en ændring af magtbalancen; en kamp, der kan ende i domstole for menneskerettigheder, i erstatninger og officielle undskyldninger. En film alene kan ikke skabe disse ændringer. Men ønsket har selvfølgelig været en inspiration for os, da vi forsøgte at kaste lys over et af de mørkeste kapitler i både den lokale og globale menneskelige historie. Vi har forsøgt at vise de reelle omkostninger ved, når vi lukker øjnene af bekvemmelighed, når vi mangler evnerne til at kontrollere grådighed og når vi hungrer efter magt. I sidste ende er dette ikke bare en historie om Indonesien. Det er en historie om os alle.



  • PRODUCEREN FORTÆLLER
    Af Signe Byrge Sørensen

    Siden jeg var helt ung har jeg undret mig over nazisternes udryddelse af jøder og andre folkedrab. Hvorfor sker det? Hvad får visse mennesker til at vende sig imod andre mennesker på den grufulde måde? Hvorfor begynder naboer at dræbe hinanden? Og hvorfor lader andre det ske? Ved at studere det nærmere opdagede jeg, at de historier folk fortæller hinanden, spiller en enorm rolle for processen ved massemord. Hvis vi på forhånd definerer en bestemt gruppe mennesker som forfærdelige, onde og meget stærke, bliver det på en eller anden måde nemmere at dræbe dem. Så kan morderne altid påstå, at de handlede i selvforsvar og at ofrene var de sande skurke.

    Og hvis de ansvarlige samtidig har styr på deres hierarkier, resurser og håndlangere, bliver processen frygtelig nem og nogle gange utrolig hurtigt gennemført. Hvis der derimod er kritiske stemmer, der stiller svære spørgsmål, om hvorvidt det hele er rimeligt, så bliver drabsprocessen afbrudt og udfaldet knap så uundgåeligt. Denne afbrydelse kan i det mindste give en eller anden mulighed for at tænke sig om. Og i bedste fald kan det stoppe processen, før det er for sent.

    Joshua Oppenheimer er en af dem, der stiller svære spørgsmål. Og i denne film anfægter han de mennesker, vi frygter allermest: morderne. Men han fokuserer ikke kun på gerningsmændene og stiller sig ikke tilfreds med psykologiske forklaringer. Han fortsætter, indtil han kan vise hele hierarkiet, og ved at skrælle lag efter lag væk, får han afdækket hvor tæt historiefortælling, drab, politik og økonomi hænger sammen.

    Da jeg mødte Joshua og hørte om hans projekt, var han ikke ude efter ’bare’ at lave en film (som er svært nok), men ønskede også at lave en fundamental undersøgelse af de menneskelige, sociale og politiske forhold, der muliggør folkedrab. Jeg er stolt over at være med på denne rejse sammen med ham.



  • MED-INSTRUKTØRERNE FORTÆLLER

    Af Christine Cynn
    Mennesker elsker at lade-som-om. Vi elsker det så meget, at vi kan få os selv til at tro på noget, der åbenlyst er forkert – endda destruktivt. Vi elsker at lade-som-om i en sådan grad, at vi finder os selv spille en rolle overfor mennesker som ikke engang holder af os. Mange af os finder os selv handle i uoverensstemmelse med det (vi tror) vi tror på. Med andre ord: vi er sjældent dem, vi forestiller os, vi er. Det gælder både for bankmænd, filminstruktører og dødspatruljeledere. The Act of Killing fortæller forhåbentligt om mere og andet end andre eksempler på fortællinger om menneskelig brutalitet og uretfærdighed. Jeg håber at filmen kan få os til at tænke over, hvordan vores evne til at lade-som-om kan være med til at bevare en vrangforestillingerne om en social epoke, der er drevet af kampen for magt og terrorhandlinger, og som uvægerligt er blevet efterfulgt af falske og selvbedrageriske historiske narrativer. Jeg ser ikke mig selv som optimist, men jeg er overbevist om, at ikke al laden-som-om nødvendigvis er selvbedrag. Den menneskelige forestillingsevne er også nøglen til empatien, der kan få os til at handle medfølende og med barmhjertighed. Fantasien og forestillingsevnen ligger også til grund for nysgerrigheden, der kan få os til at gå på opdagelse. Det er fantasien, der gør forandring mulig. Den menneskelige fantasi kan måske få os til at gøre op med selvbedraget og dets ødelæggende konsekvenser– men kun hvis vi er ydmyge nok til at tage ansvar for dem først.

    Af Anonym

    Jeg var en af de tusinde studerende, der stod ansigt til ansigt med regimets politi i 1998 og indtrængende opfordrede det militæriske New Order diktatur til at gå af. Jeg var ikke en af de studenterledere, der holdt ophidsede taler til folkemængden; jeg var bare en deltager, der følte, at dette var et vigtigt historisk øjeblik.

    Efter mere end tre årtier ved magten, var General Suharto endelig gået af. Siden er der sket nogle forandringer. Forfatningen er blevet rettet fire gange. Pressen er blevet noget friere. Præsidenten og ministrene bliver valgt af folket. Der er ingen øvre grænse for antallet af politiske partier, selv om det stadig er forbudt for dem at erklære et marxistisk tilhørsforhold.

    Men når jeg arbejder med græsrodsbevægelser og forsøger at skabe en mere retfærdig fordeling af de naturlige resurser f.eks,, rammer jeg gang på gang en mur. Korruption raser stadig uhæmmet alle steder.

    På et fly på vej mod færdiggørelsen af sin uddannelse i Holland blev menneskerettighedsaktivisten Munir myrdet af ledende embedsmænd i den indonesiske efterretningstjeneste – og der har ikke været gjort noget for at retsforfølge de ansvarlige. Vold bliver stadigvæk ofte brugt som politikernes primære kommunikationsmiddel. Stemmer kan købes, og det har i bedste fald transformeret ’demokratiet’ til en formel, iscenesat procedure… Med andre ord er intet virkelig forandret siden General Suharto erobrede magten – ikke engang nu, 14 år efter han opgav den igen. På overfladen er indonesisk politik måske forbedret siden de politiske reformer i 1998, men bag det ydre kører det gamle maskineri stadig på præcis de samme skinner.

    Jeg mødte Joshua i 2004 og hjalp ham med opstarten til hans filmiske udforskning af folkemordet i Nordsumatra i 1965-66. I første omgang skulle jeg hjælpe en enkel måned og anede ikke, at det var begyndelse på et otte år langt samarbejde. For mig er filmarbejdet blevet en personlig søgen efter svaret på, hvorfor de sociale og politiske tilstande stadig er uforandrede.

    Ved at opleve massemordernes fantasi og erindringer; mænd som støttede eller ligefrem skabte dette korrupte system, står det helt klart for mig, hvorfor dele af det gamle regime stadig fungerer så effektivt. Der er en filmfremviser, der fortsat og i et endeløst loop afspiller en fiktionsfilm i alle indoneseres hoveder. Folk som Anwar og hans venner er filmoperatørerne, som projicerer en subtil, men uundgåelige form for propaganda, der skaber en slags fantasiverden, hvor indonesere kan leve deres liv og hvor verden omkring dem giver mening; en fantasi, der gør dem følelsesløse overfor den vold og den straffefrihed, der definerer vores samfund.

    Dette er den sande arv fra diktaturet: udviskningen af vores evne til at forestille os noget som helst andet.

    Jeg samarbejdede med Joshua om at lave The Act of Killing for at hjælpe mig selv, andre indonesere og mennesker, der lever i lignende samfund rundt omkring i verden, til at forstå, hvor vigtigt det er at stille spørgsmål til det, vi ser og det, vi forestiller os. Hvordan skulle vi ellers kunne se vores verden i et anderledes lys?

    Indtil videre er jeg nødt til forblive anonym. De politiske forhold i Indonesien gør det for farligt for mig at gøre andet.