Jeg var en af de tusinde studerende, der stod ansigt til ansigt med regimets politi i 1998 og indtrængende opfordrede det militæriske New Order-diktatur til at gå af. Jeg var ikke en af de studenterledere, der holdt ophidsede taler til folkemængden; jeg var bare en deltager, der følte, at dette var et vigtigt historisk øjeblik.

 

Efter mere end tre årtier ved magten, var General Suharto endelig gået af. Siden er der sket nogle ændringer. Forfatningen er blevet rettet fire gange. Pressen er blevet noget friere. Præsidenten og ministrene bliver valgt af folket. Der er ingen øvre grænse for antallet af politiske partier, selv om det stadig er forbudt for dem at erklære et marxistisk tilhørsforhold.

 

Men når jeg for eksempel arbejder med græsrodsbevægelser og forsøger at skabe en mere retfærdig fordeling af de naturlige ressourcer, rammer jeg gentagne gange en blindgyde. Korruption raser stadig uhæmmet alle steder.

 

På et fly på vej mod færdiggørelsen af sin uddannelse i Holland blev menneskerettighedsaktivisten Munir myrdet af ledende embedsmænd i den indonesiske efterretningstjeneste – og der har ikke været gjort noget for at retsforfølge de ansvarlige. Vold bliver ofte stadigvæk brugt som politikernes primære kommunikationsmiddel. Stemmer kan købes, og det har i bedste fald transformeret ’demokratiet’ til en formel, iscenesat procedure. Med andre ord er intet virkelig forandret siden General Suharto erobrede magten… heller ikke nu, 14 år efter han opgav den igen. Facaden på indonesisk politik er måske forbedret siden de politiske reformer i 1998, men bag det ydre kører det gamle maskineri stadig på præcis de samme skinner.

 

Jeg mødte Joshua i 2004 og hjalp ham med opstarten til hans filmiske udforskning af folkemordet i Nordsumatra i 1965-66. I første omgang skulle jeg hjælpe en enkelt måned uden at ane, at det var begyndelse på et otte år langt samarbejde. For mig er filmarbejdet blevet en personlig søgen efter svaret på, hvorfor de sociale og politiske tilstande stadig er uforandrede.

 

Ved at opleve massemordernes fantasi og erindringer; mænd som støttede eller ligefrem skabte dette korrupte system, står det helt klart for mig, hvorfor dele af det gamle regime stadig fungerer så effektivt.

 

Der er en fremviser, der fortsat spiller en fiktionsfilm i et endeløst loop i alle indoneseres hoveder. Folk som Anwar og hans venner styrer denne fremviser, og den viser en subtil, men uundgåelige form for propaganda, som skaber en slags fantasiverden, hvor indonesere kan leve deres liv og hvor verden omkring dem giver mening; en fantasi, der gør dem følelsesløse over for den vold og den straffefrihed, der definerer vores samfund.

 

Dette er den sande arv fra diktaturet: udviskningen af vores evne til at forestille os noget som helst andet.

 

Jeg samarbejdede med Joshua om at lave The Act of Killing for at hjælpe mig selv, andre indonesere og mennesker, der lever i lignende samfund rundt omkring i verden, til at forstå, hvor vigtigt det er at stille spørgsmål til det, vi ser, og det, vi forestiller os. Hvordan skulle vi ellers kunne se vores verden i et anderledes lys?

 

Indtil videre er jeg nødt til forblive anonym. De politiske forhold i Indonesien gør det for farligt for mig at gøre andet.
 
 

Af Anonym, co-instruktør