CO-INSTRUKTØREN FORTÆLLER

Mennesker elsker at lade som-om. Vi elsker det så meget, at vi kan få os selv til at tro på noget, der åbenlyst er forkert – endda destruktivt. Vi elsker at lade som-om i en sådan grad, at vi finder os selv spille en rolle over for mennesker, som ikke engang holder af os. Mange af os finder os selv handle i uoverensstemmelse med det, (vi tror) vi tror på. Med andre ord: Vi er sjældent dem, vi forestiller os, vi er. Det gælder både for bankmænd, filminstruktører og dødspatruljeledere. The Act of Killing fortæller forhåbentligt om mere og andet end andre eksempler på fortællinger om menneskelig brutalitet og uretfærdighed. Jeg håber, at filmen kan få os til at tænke over, hvordan vores evne til at lade som-om kan være med til at bevare vrangforestillingerne om en social epoke, der er drevet af kampen for magt og terrorhandlinger, og som uvægerligt er blevet efterfulgt af falske og selvbedrageriske historiske narrativer. Jeg ser ikke mig selv som optimist, men jeg er overbevist om, at ikke al laden-som-om nødvendigvist er selvbedrag. Den menneskelige forestillingsevne er også nøglen til empatien, der kan få os til at handle medfølende og med barmhjertighed. Fantasien og forestillingsevnen ligger også til grund for nysgerrigheden, der kan få os til at gå på opdagelse. Det er fantasien, der gør forandring mulig. Den menneskelige fantasi kan måske få os til at gøre op med selvbedraget og dets ødelæggende konsekvenser – men kun hvis vi er ydmyge nok til at tage ansvar for dem først.
 
 
Af Christine Cynn, co-instruktør

 

Christine Cynn har instrueret dokumentarfilm og eksperimenterende film i de sidste 14 år. I det sidste årti har hun udviklet nye måder at dokumentere den menneskelige fantasi på. Hun er uddannet på Harvard og er modtager af et Fulbright-stipendium til Uganda. Hun har blandt andet med-instrueret The Globalization Tapes (2003 – sammen med med Joshua Oppenheimer). Hun har skrevet manuskripter til FilmFour og var et af de stiftende medlemmer i filmprojektet Vision Machine i London. Hun har forsket på The Genocide and Genre Project under UK Arts and Research Council. Cynn er i øjeblikket i gang med at udvikle projektet Science Future, der kombinerer dokumentarfilm og fiktion, og som handler om, hvordan forskere forestiller sig fremtiden.