Hent og udskriv en samlet version af det danskfaglige materiale her:

• Danskundervisningsmateriale.pdf

 

Ført og fremmest er det oplagt at arbejde med The Act of Killing i tilknytning til danskfagets mediemæssige stofområde, men der er også en række elementer inden for det sproglige stofområde, som er relevante at undersøge og dykke ned i. Det er naturligvis muligt at anlægge forskellige vinkler på filmen, så begge stofområder tilgodeses. I forbindelse med det litterære stofområde vil filmen kunne inddrages i læsning af et tema, eksempelvis magt, fortid/nutid, krig, frygt. Endelig er det oplagt at inddrage fagets skriftlige dimension i arbejdet med filmen.

 

DET MEDIEMÆSSIGE STOFOMRÅDE

Joshua Oppenheimers The Act of Killing kan bruges i arbejdet med dokumentargenrer, som er fagligt kernestof i dansk. Filmen sprænger rent genremæssigt de gængse dokumentarkategorier, og det gør den interessant og fornyende. The Act of Killing indeholder mange spor og lag, som man kan arbejde med at afdække: Vi følger først og fremmest et performativt spor, hvor fortidens bødler iscenesætter, gennemspiller og dramatiserer deres forbrydelser i forskellige filmgenrer, som også optages på film. I centrum for denne filmskabende proces står Anwar Congo, som har utallige mord på samvittigheden. Det filmarbejde, han indgår i, og hvor han både spiller rollen som offer og bøddel, og derudover sætter sine egne mareridt i scene, bliver for ham også en rejse mod en større erkendelse af det, han har gjort. I den forstand er der sideløbende et personligt-terapeutisk spor i filmen. I et nutidigt spor oplever vi ekkoet af fortidens terror i scener med blandt andet den magtfulde paramilitære gruppe Pancasila Youth, flere højtplacerede personer, der fortæller om deres bedrifter i fortiden og optagelser fra det nationale tv. Filmens forskellige lag er med til at koble fortiden og nutiden sammen, ligesom den ’lille’ og personlige historie forbindes med den ’store’ og nationale historie. Idet de medvirkende i filmen samtidig selv optager film, forholder sig til og diskuterer filmgenrer, filmskuespillere og filmkultur i det hele taget, indgår der også en række metaelementer i filmen. Disse fordobles og bliver mere komplekse, når de medvirkende selv sidder foran tv-apparatet og ser eksempler på den iscenesættelse, de er en del af. Disse metalag og (selv)iscenesættelsesaspekter gør også The Act of Killing til et meget oplagt eksempel på nogle tendenser i vores mediekultur og det moderne mediebillede, hvilket også udgør danskfagligt kernestof.

 

Set ud fra et genreperspektiv rummer de forskellige lag en række didaktiske muligheder: Man vil kunne undersøge og diskutere, hvordan dokumentaren arbejder med fakta og fiktion, herunder inddrage begreberne fakta- og fiktionskoder. Dette er ikke mindst relevant i forhold til det performative spor, hvor de medvirkende dramatiserer deres erindringer inden for en række forskellige filmgenrer som musical, gangsterfilm og cowboyfilm. Her er det også en pointe, at filmsproget skifter karakter. Det vil altså være muligt at undersøge, hvordan de filmiske virkemidler er knyttet til forskellige genrer.
 
Det vil være oplagt at bruge filmen til analysen af et større afrundet medieprodukt, hvor eksempelvis forhold som opbygning/dramaturgi, fortælleforhold, fremstillingen af de medvirkende (herunder navnlig portrætteringen af Anwar Congo), de medvirkendes selvfremstilling og selviscenesættelse, samt tematik kan undersøges. Der er mange muligheder for at foretage næranalyse af enkelte scener, hvor de filmiske virkemidler og deres effekt kan studeres.

 

DET SPROGLIGE STOFOMRÅDE

The Act of Killing er særdeles velegnet i arbejdet med en stribe sproglige emner, som samtidig dækker et bredt spektrum af det sproglige kernestof i dansk. Først og fremmest vi det være meget nærliggende at foretage en kommunikationsanalyse. Her kan det blandt andet undersøges hvilke afsenderintentioner, der er på færde i filmen, hvad budskabet (meddelelsen) er og hvem der er modtageren. Det er vigtigt ikke at isolere afsenderen til udelukkende at være filmens instruktør, Joshua Oppenheimer. Filmens dramaturgiske kompleksitet, dens mange lag, indbyder til, at der også må spørges til de medvirkendes formål og intentioner med at deltage i filmprojektet.

 

Et andet relevant sprogligt område at inddrage er argumentationsanalysen og den retoriske analyse. Der er flere af de udsagn og statements, som fremsættes i filmen, der vil kunne analyseres med begreber herfra. Blandt andet er der eksempler på uddrag af taler, som let vil kunne undersøges for deres sprogbrug, argumentation og retoriske virkemidler. Det gælder blandt andet Yapto Soerjosoemarno, lederen af den paramilitære gruppe Pancasila Youth, med mere end 3 millioner medlemmer, der holder en opildnende tale for medlemmerne, og Indonesiens vicepræsident, Jusuf Kalla, der taler om Pancasila Youth. Ligeledes er der dialoger mellem instruktøren og eksbødlerne, som er interessante at lave argumentationsanalyser af for at studere bødlernes ’logik’ (eller mangel på samme). I det hele taget er der god grund til at være sprogligt opmærksom, når man ser The Act of Killing. Eksempelvis forholder begge de to nævnte talere sig, ligesom flere personer i dokumentaren i øvrigt, til begrebet ’gangster’. Der synes også at være en helt bestemt måde at definere og bruge ordet på blandt de paramilitære grupper og dem, der har deltaget i og set igennem fingre med fortidens folkemord. Man kan derfor også bruge filmen til at se nærmere på, hvordan ords betydning kan gradbøjes, til at diskutere definitorisk magt og til at arbejde med diskursanalyse. Også et sprogligt felt som hadefuld tale (’hate speech’) vil kunne behandles i tilknytning til filmen. Det er let at finde eksempler i filmen, som kan analyseres nærmere, både i forbindelse med dramatiseringerne af fortiden, men for eksempel også i de nævnte taler.

 

Sproghandlingsanalyse vil ligeledes kunne anvendes. Man kan udvælge passager fra filmen, som underkastes en nærmere undersøgelse med henblik på at afdække, hvilke sproghandlinger der benyttes. Et eksempel kunne være den scene, hvor den lokale paramilitære leder Safit Paradede opsøger de kinesiske butiksejere på et marked for at afpresse dem for penge. Her får vi samtidig et indtryk af, hvordan sprog og magt kan være forbundet.
 
Goffmans begreb ’facework’ (herunder ’face-saving’) samt ’front stage’ og ’back stage’, vil ligeledes kunne åbne for en forståelse af, hvad der er på færde i og omkring Anwar Congo og flere af de andre massemordere. Vi følger Congo i mange situationer, både når han er ’på’, blandt andet i flere af (selv)iscenesættelserne, når han er sammen med øvrighedspersoner og er på nationalt tv, men vi møder ham også, når han fortæller om mareridt, når han begynder at ane konsekvenserne af sin fortid og når han ligefrem bliver fysisk dårlig over, hvad han har gjort. Her vil Goffmans begrebsapparat med fordel kunne inddrages. Samspillet mellem filmens forskellige spor og dens metalag er det også relevant at berøre i den sammenhæng.

 

SKRIFTLIGHED
Forskellige skriftlige genrer og øvelser vil kunne knyttes til arbejdet med The Act of Killing. Eksempelvis kan der arbejdes med at skrive anmeldelser af filmen, med at formulere taglines og pressemateriale udformet til forskellige målgrupper. Der kan også formuleres (del)opgaver som træner eksamensgenren essay, eventuelt med udgangspunkt i nogle af de eksistentielle temaer, som filmen kommer ind på (skal sandheden altid og for enhver pris frem, fortidens betydning for nutiden).

 
 
Af Mimi Olsen, dansklærer på Hvidovre Gymnasium