For at forstå, hvordan staten Indonesien blev til, skal vi se på nogle centrale nedslagspunkter: Hvorfor kom “Indonesien” til at omfatte netop dette geografiske område? Hvordan forsøgte man at samle et så stort område under én stat? Billedkilde: Wikipedia

 

VERDENS STØRSTE ØGRUPPE

Der findes over 250 forskellige sprog i Indonesien, der er verdens største øgruppe med over 17.000 øer. Området strækker sig 5100 km over tre tidszoner i øst-vest-retning. De største og vigtigste øer er Kalimantan, Sumatra, Papua, Sulawesi og Java – desuden er Bali et kendt turistmål, og Molukkerne spillede en vigtig rolle i kolonitiden som krydderiproducerende øer (blandt andet muskat og nelliker stammer fra Molukkerne).

 

Det nuværende indonesiske område var fra gammel tid inddelt i flere kongedømmer og riger, hvor Islam efterhånden fik større og større udbredelse og betydning. Aceh i det nordlige Sumatra blev muslimsk omkring år 1200, mens Java blev det flere hundrede år senere. I 1511 indtog portugiserne Malacca, som senere blev overtaget af hollandsk dominans. Det Hollandsk Ostindiske Kompagni blev grundlagt i 1602, og skabte handels-
stationen Batavia (det nuværende Jakarta, Indonesiens hovedstad) i 1619. Hollænderne fik efterhånden monopol på den eftertragtede krydderihandel i området.

 
Handelskompagniet etablerede sig over tid som cen-
tralmagt oven på den eksisterende magtstruktur i om-
rådet. Det er vigtigt at forstå hollændernes ærinde i området som en forretning – selvom den godt nok
var båret af militærmagt. Hollænderne var altså i udgangspunktet kommet for at tjene penge.

 
I 1799 overtog den hollandske stat de landområder Ostindisk Kompagni rådede over, men først i begynd-
elsen af 1900-tallet var næsten hele det nuværende Indonesien under hollandsk kontrol. Det skete i løbet af 1800-tallet med forskellige udvidelser af magt og territorium. Eksempelvis nedkæmpede hollænderne modstanden under Javakrigen 1825-30, der var brudt ud efter oprør mod hollændernes konfiskering af jord.

 

I slutningen af 1800-tallet førte den hollandske regering, i lighed med andre europæiske kolonimagter, en udpræget liberaløkonomisk politik, og man gjorde det lovligt for private at købe jord i 1870. Det betød blandt andet en hurtig stigning i plantagedrift. Man mente, at et marked med få hindringer ville udvide økonomien. Det skulle i teorien også være til nytte for de fattige i Hollandsk Ostindien. Det modsatte blev tilfældet, og det var mest tydeligt på de ydre øer – det vil sige øerne uden for Java, Madura og Bali. Her sled de importerede arbejdere fra Kina, Indien og senere Java, der blev kaldt ‘kulier’, på gummi- og tobaksplantagerne. De blev holdt nede med systematisk piskning, og mange døde under de barske forhold. I Holland var der stigende kritiske røster fra især socialister.

 

Traditionelt eksporterede man sukker, tin, kokos og kaffe, og i de første årtier af 1900-tallet blev også gummi, tobak, te og olie blandt de vigtigste eksportartikler. Her så man også multinationale selskaber som British Billiton Tin Company, det amerikanske Standard Oil og Royal Dutch Shell, der blev etableret som joint venture.

 

Under Første Verdenskrig 1914-18 var Holland neutrale, og investorer tjente godt på at sælge råstoffer til begge sider.

 

De områder, som hollænderne havde erobret, kom senere til at danne grundlaget for opbygningen af nationen, som vi kender den i dag. Det var ikke problemfrit at forene de uendeligt mange forskellige folkefærd, kulturer og religioner. Man kan på mange måder sige, at det eneste, som disse millioner af mennesker havde til fælles, var, at de alle havde været underlagt samme hollandske kolonidominans i generationer.

 

HOLLANDSK ADSKILLELSESPOLITIK

Den hollandske indflydelse betød, at der blev bygget og udviklet en del samfundsmæssige institutioner og gjort store tiltag inden for den offentlige sundhed. Men samtidig førte hollænderne også en version af den politik, der senere blev kaldt Apartheid i Sydafrika – en politik, der byggede på idéen om, at der kan tegnes et hierarki mellem racer, hvilket var en udbredt opfattelse blandt 1800-tallets kolonimagter. Idag er det for de fleste mennesker indlysende, at man ikke uden videre kan rangere nogle folkefærd som højere placerede i et hierarki end andre. I Indonesien gjaldt det, at nogle var, hvad man kunne kalde “oprindelige” eller “indfødte” folk, andre var hollændere ankommet fra og med slutningen af 1800-tallet, og andre var efterkommere af de første ansatte ved Ostindisk Kompagni, der havde skabt sig fodfæste og dominans over krydderihandlen med grundlæggelsen af Batavia i 1619.

 

De senest ankomne hollændere opfattedes som de ‘reneste’, og plantageejere og bureaukrater vandrede omkring i hvidt koloniantræk efter britisk forbillede, og endda nogle gange med tropehjelm. De opfattede sig med tiden mere og mere som en modsætning til efterkommerne af de ansatte ved Ostindisk Kompagni, mens “de indfødte” blev anset som lavest i hierarkiet. De hvide hollænderes racesyn blev gradvist mere politisk institutionaliseret, og i slutningen af 1930′erne herskede der således en form for nationalsocialisme, født af konservatisme og patriotisme, iblandt dem.

 

Loven var i den periode baseret på disse raceskel, og der eksisterede forskellige love for forskellige racer, mens europæisk lov stod over alle love i kolonierne. Der var forskellige love for indfødte og for eksempelvis kinesere, der betegnedes som udenlandske orientalere. Adskillelsespolitik kunne ses både i form af forskellige togbilletter og toiletter, hvor de indfødte for eksempel ikke kunne få lov til at bruge samme toiletter, som de herskende klasser af hvide hollændere.

 

Udbruddet af Anden Verdenskrig betød, at kontakten mellem hjemlandet og kolonien blev afbrudt. I 1942 overgav hollænderne sig til de japanske styrker, der internerede mange af de tidligere medlemmer af den herskende klasse. Nu måtte man vænne sig til at leve i koncentrationslejr eller til tvangsarbejde ved den burmesiske jernbane. Mange hollændere flygtede til Australien, og de, der blev tilbage, levede nu under truslen fra indonesiske nationalister og tidligere undertrykte af den hollandske dominans. De fleste tilbageværende hollændere blev udvist, da den nye Indonesiske Republik nationaliserede hollandske aktiver i 1957-58.

 

FORESTILLINGER OG ÅNDELIGHED

Især blandt de folk, som levede på landet, eksisterede der en blanding af forskellige religioner og forestillinger, hvoraf mange stadig har en betydning i dag. Forestillingen om Messias var udbredt. Flere bevægelser troede på Messias’ komme og etableringen af et efterfølgende tusindårsrige. For nogle bevægelser var dette koblet sammen med en forestilling om, at Messias skulle bringe tiden tilbage til før kolonialisternes indtog. For eksempel ledte det til oprør i 1904, da man udråbte en rig bonde til Mahdi, den islamiske messias. Andre bevægelser tog forskellige forestillinger fra hinduisme og buddhisme eller naturreligioner, der alle lå tidligere end Islam i en indonesisk sammenhæng.

 

Som i mange andre samfund spillede ceremonier en vigtig rolle i flere af Indonesiens øsamfund, og eksempelvis ceremonielle festmåltider skulle genskabe balance. Praktisering af dødsriter spillede ligeledes en essentiel rolle og havde til formål at vedligeholde et godt forhold til forfædrene, som man mente var i stand til at påvirke ens skæbne. Disse forestillinger og praksisser har stadig stor betydning i nutidens Indonesien, ligesom troen på spøgelsers eksistens og forestillingen om, at særlige geografiske steder kan have en vigtig åndelig betydning.

 

INDONESISK NATIONALISME UDVIKLER SIG

Fra omkring 1930′erne blev det europæiske uddannelsessystem i større udstrækning åbnet for indonesere, hvilket fik stor betydning for etableringen af den senere nationalistiske bevægelse. Flere af de indonesere, der blev sendt i gymnasier efter europæisk model blev senere blandt grundlæggerne af den indonesiske nationalisme, som blev fundamentet for etableringen det moderne Indonesien. Desuden fik landsdækkende aviser også større betydning i tæt forbindelse med det, der blev Indonesiens officielle sprog i 1949. Det er baseret på malajisk, der skrives med latinske bogstaver, og er modersmål for cirka 23 mio. indonesere i dag, hvilket svarer til omkring 11 % af befolkningen.

 

Men allerede fra omkring år 1900 begyndte de første hhv. islamiske, kommunistiske og nationalistiske bevægelser at samle sig, og i 1920′erne var den sidstnævnte mest radikal. Det var også i denne periode, at man begyndte at tale om landet ”Indonesien” og et samlet folk fremfor fx folk fra Sumatra, Java eller Bali.

 

I 1920′erne opstod uroligheder, oprør og resulterende massearrestationer fra de hollandske myndigheder. Forskellige bevægelser af islamisk, kommunistisk og nationalistisk tilsnit, samt blandinger af disse, tog del i de mange oprør og optøjer. De var splittede, hvilket var medvirkende til at kolonimagten havde held til at fortsætte sit styre.

 

Her blev Sukarno, der senere blev den første præsident for det moderne, selvstændige Indonesien, en vigtig figur. Han forsøgte at sammentænke de temmeligt modsætningsfulde strømninger i de mange forskellige folkelige bevægelser. På papiret kunne det se svært ud at kombinere både Islam (og alle de mange andre religioner), marxismen og nationalismen. Men Sukarno lod sig inspirere af teosofi, og mente derfor blandt andet, at Østens spirituelle viden kunne overgå Vestens teknologi, hvilket særligt appellerede til nationalisterne. Samtidig sagde Sukarno, at muslimer ikke måtte glemme, at kapitalister både var Islams og marxismens fjende. Han forsøgte også at vende modsætningerne mellem marxister og hhv. nationalister og religiøse til, hvad han kaldte kammeratskab.

 

Sukarno lagde stor vægt på vigtigheden af uddannelse, og gennem 1930′erne etablerede man flere og flere nationalistisk-inspirerede skoler. Nationalisterne havde et ambivalent forhold til hollænderne, som på den ene side var undertrykkere, men på den anden side også en kilde til viden og lærdom.

 

Idéen om nationalisme, der skulle lede til et selvstændigt Indonesien, krævede en ny og anden historieskrivning end den eksisterende. Nationalisterne ville forkaste den hidtidige version af historien, der var historien om Holland eller Hollandsk Ostindien. Nu skulle folk høre historien om Indonesien, og fokus lå på helte, der havde kæmpet mod hollænderne. For eksempel blev disse helte malet flere steder i 1:1, der blev skrevet sange om dem og de blev en del af pensum i mange skoler. Alt sammen for at sprede idéen om nationalisme og et stærkt, selvstændigt Indonesien.

 

Som følge af sin popularitet, blev Sukarno sammen med mange andre politiske ledere i Indonesien i 1930′erne sendt i eksil af hollænderne for at forhindre spredningen af antikolonialistiske politiske budskaber.

 

I kolonitiden frygtede mange hollænderne, men der var ikke nogen samlet modstand mod dem. Aristokrater var for eksempel interesserede i at samarbejde med hollænderne for at sikre deres plads i samfundet under kolonimagten. Den nationalistiske bevægelse blev organiseret og holdt i gang af relativt få mennesker, og der skulle udefrakommende til for at drive hollænderne på flugt. Her blev det japanerne, der i forbindelse med Anden Verdenskrig blev befriere, men ville japanerne slippe taget i området?

 

ANDEN VERDENSKRIG OG SELVSTÆNDIGHED

Sukarno og andre nationalister blev befriet i 1942 af Japan, der var trådt ind i Anden Verdenskrig med bombningen af Pearl Harbor i 1941. Japan havde påbegyndt sin ekspansion i årene op til krigen, og havde sin største territoriale udbredelse netop i 1941-42. Der var tale om en interessesfære omfattende Korea, nuværende Thailand, Vietnam, Myanmar (Burma), Filippinerne, Indonesien og dele af Kina.

 

Japanerne havde samarbejdet med flere tilhængere af den nationalistiske bevægelse op til krigen, da de havde en fælles fjende i form af hollænderne. Den japanske overtagelse blev derfor modtaget med en stor optimisme, der hurtigt blev afløst af det modsatte, da det stod klart, at japanerne i højere grad var kommet som erobrere end som befriere.

 

Livet under japanernes magt var hårdt, og mange indonesere blev indkaldt til at arbejde som eksempelvis glædespiger for den japanske hær eller som jernbanearbejdere. Desuden var der udbredt sult som følge af problemer med distributionen af ris. Mange blev udsat for fornedrende og voldelig behandling ved kontakt med den kejserlige japanske hær.

 

Japan havde dog ikke mulighed for kun at anvende tvang, men havde held med at mobilisere forskellige bevægelser i krigsindsatsen blandt nationalister og islamiske organisationer. Det ville kræve for store styrker for japanerne at klare det hele selv. Nationalisterne fik indflydelse så længe, at den nationale dagsorden kunne kanaliseres ind i krigsindsatsen, mens islamiske organisationer kæmpede mod Vesten og derfor var tolereret af Japan.

 

Japanerne måtte imidlertid overgive sig, da amerikanerne kastede atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Det tog hollænderne fire år at overgive suveræniteten til Indonesien i 1949 efter, at man havde udråbt sin selvstændighed i forbindelse med afslutningen på Anden Verdenskrig.

 

I forvirringen i 1945 blev det briterne, der gik i land på Java. Indonesere kæmpede for selvstændighed, hvilket betød, at hollænderne også landsatte tropper, der indtog større byer på Java og Sumatra. I denne proces blev billedet af den indonesiske revolutionshelt født, som en blanding mellem en kuli, cowboy og samurai med bandana, kulibukser, pistol og knive eller samuraisværd i bæltet.

 

Dødstallene under revolutionskrigen varierer meget. Mellem 45.000 og 100.000 indonesere døde i kamp for den nyudråbte indonesiske republik, mens flere millioner civile af forskellig oprindelse blev drevet på flugt. Blandt de, der kæmpede for republikken, fandt man både venstreorienterede og konservative. Men mange steder så man også, at kampen for revolutionen og republikken blev brugt som en undskyldning for lovovertrædelser. Nogle steder blev aristokrater overfaldet og dræbt, mens andre selvudråbte revolutionære i realiteten var småkriminelle røvere og pengeafpressere.

 

I 1948 udfordrede kommunisterne nationalisterne, hvilket mundede ud i flere kampe og sammenstød mellem medlemmer fra hver af grupperne. Men nationalisterne var stærkest og vandt slagene, og det var med til at overbevise amerikanerne om, at revolutionen i Indonesien ikke var kommunistisk. Det var vigtigt, da den kolde krig udviklede sig efter Truman-doktrinen i 1947. Samme år havde Indien fået sin uafhængighed fra Storbritannien, og den australske udenrigsminister kæmpede blandt andet for Indonesiens selvstændighed i FN-regi. Samtidig fortsatte uafhængighedskrigen mod hollænderne, blandt andet som guerillakrig.

 

Det endte med, at Indonesien vandt sin uafhængighed i 1949 efter en kombination af diplomati og væbnet kamp. Sukarno vendte tilbage til Jakarta (det tidligere Batavia) i triumf, men stod i realiteten over for et splittet land, hvor det var svært at skabe en national fortælling om et samlet folk, der i fællesskab havde besejret hollænderne. Realiteten var meget mere mudret, og der eksisterede fortsat store modsætninger mellem for eksempel nationalistiske, kommunistiske og religiøse grupperinger, samt mellem de forskellige sociale klasser.

 

DEN NYE NATION

1950′erne var afgørende for, hvordan den nye nation blev formet. Her stod de nye ledere over for massive udfordringer i forhold til at skabe sammenhæng i det forskelligartede område, der var mere eller mindre tilfældigt samlet af hollænderne i tiden frem til omkring 1900.

 

Sukarno var en nøgleskikkelse. Han fremstod som en begavet, inspirerende og karismatisk taler, der blandt andet trak på sit blandede ophav i Java og Bali. På den måde kunne han selv træde frem som et symbol på samling, og ikke bare som en ekspanderende javaneser. Sukarno turnerede landet tyndt i denne tid og holdt medrivende taler, alt imens hans popularitet ikke bare steg på et nationalt plan, men også internationalt.

 

Revolutionen skrællede to klasser væk øverst i det tidligere kolonisamfund: europæere og deres samarbejdspartnere i aristokratiet. Den nye herskende klasse blev i stedet erstattet af indonesiske nationalister, der var uddannede efter europæisk tradition. Mange var lærere eller journalister og havde ikke været en del af det gamle magtapparat. Den nye stats vigtige symboler, nationalsangen og det røde og hvide flag, var allerede på plads og nationaldagen den 17. august (Indonesiens uafhængighedsdag) blev sammen med andre nye mærkedage fejret.
 
 

Læs videre og besvar opgaver i næste afsnit:

Tiden op til 1957

 
Af Mikkel Randløv, historielærer på Nørre Gymnasium