En films genre defineres gennem fortællemæssige konventioner og tematiske stereotyper – altså hvordan man vælger at fortælle sin film og hvilke udtryksmidler, man bruger. Som publikum bliver man i stand til at genkende og identificere forskellige genremarkører, der enten hver for sig eller sammen med andre markører hjælper seeren til at komme med et endeligt bud på, hvilken genre, der er tale om. Man kan populært sagt sige, at genrekategorisering handler om at putte film i de rigtige kasser. Man taler om, at man bestemmer en films genre ved at vurdere den i forhold til fem overordnede genrekonventioner; fortælling, tema, stil, setting og ikonografi.
FORTÆLLING
Fortællingen handler overordnet om, hvilken historie, der fortælles, og hvem der fortæller den. Er der en sammenhæng i fortællingen og fortælles den efter en af de dramaturgiske skabeloner? I relation til The Act of Killing er fortællingen en beretning om menneskelige grusomheder og deres indflydelse på det samfund, hvori de er blevet begået, samt på nogle af de mennesker, der har været med til at begå dem. Når det kommer til historiens sammenhæng (eller kausaliteten) bliver billedet dog mere mudret, idet vi ikke som seere er helt klar over de enkelte afsnits sammenhæng, samt hvem de fortælles gennem. Det komplekse A-niveau (historiens niveau) anvender flere forskellige personer og begivenheder og springer rundt i den filmiske tid og rum, hvilket godt kan være forvirrende for seeren. Instruktøren taler i et interview om, at historien er allegorisk – altså at den ud over begivenhederne i Indonesien også fortæller om andre former for undertrykkelse og forbrydelser mod anderledestænkende rundt om i verden.
Opgave:
TEMA
Filmens tematik (filmens A-niveau) er en anden genrekonvention. Man taler om, at der i filmen gennemspilles nogle tematiske mønstre. Det kan være kærlighedsmønstret, hævnmønstret, succesmønstret, trekantsmønstret, hjemkomstmønstret, omvendelsesmønstret, opofrelsesmønstret eller familiemønstret. Det mest normale er dog, at disse mønstre kombineres på kryds og tværs. I The Act of Killing er det overordnede mønster hjemkomst- og omvendelsesmønsteret, idet vores hovedperson, Anwar, drager ud på en mental rejse og vender tilbage med nogle nye indsigter.
Opgave:
SETTING
Genrekonventionen, setting, (filmens B-niveau) beskæftiger sig med handlingens miljø, omgivelserne og scenografien. Stedet, hvor man filmer er således et vigtigt aspekt. I The Act of Killing er setting de miljøer, hvor man møder de medvirkende. Men ud over i de virkelige miljøer foregår filmen også i iscenesatte miljøer – det vil sige de miljøer, hvor Anwar for eksempel spiller rollen som offer, medvirker i actionscener, eller de drømmeagtige sekvenser med dansere og syngende ofre. Her arbejder man med at lade omgivelserne spille med i filmen. Men også på virkelighedsplanet indgår der settings, der spiller aktivt med. Tænk blot på filmens indledende sekvenser, hvor man ser en scene fra et indkøbscenter med en skateboardbane i forgrunden, eller der hvor Anwars kollega Adi træffes i et indkøbscenter.
Opgave:
IKONOGRAFI
Genrekonventionen, ikonografi, (filmens B-niveau) handler om særlige rekvisitter, personer eller handlinger, der er typiske genremarkører i de helt specielle film, som er en del af genren. Af typiske ikonografiske elementer kan man nævne ting som cowboyhatte og seksløbere i westerns, bløde hatte og cotton coats i krimifilm, men også smukke kvinder i spraglede kjoler i dansefilm, således som vi oplever i The Act of Killing.
Opgave:
STIL
Endelig er der genrekonventionen, stil (filmens B-niveau), som handler om filmens dominerende filmiske og lydlige virkemidler. Dels er der den visuelle stil; scenografien og kameraarbejdet (billedudsnit, bevægelser, perspektiv, komposition etc.), lyssætningen, farverne, teksturerne, klipningen og effekterne. Og dels er der lydlige stilistiske elementer (musik, reallyde, voiceover etc.). Endelig er der klippestilen og tempoet i klipningen.
Opgave:
Som det er blevet nævnt i den indledende tekst til filmen, kan man tale om værket som en, i mangel på et bedre udtryk, postmoderne film – altså en film, der blandt andet blander rundt i både genrekonventioner og fortællerpositioner. Nedenfor er et skema, som du kan bruge til analyse af filmen, idet du redegør for, hvordan instruktøren leger med genrekonventioner, filmisk fortælling og sprog. Ikke fordi han kan, men fordi han må sætte et komplekst fortællemæssigt apparat i spil for at fortælle en kompleks historie. Skemaet vil med fordel kunne benyttes i en analyse af filmen, hvis man altså vil acceptere præmissen om, at det er en postmoderne dokumentar – altså en dokumentar, hvor formen spiller en vigtig rolle, men hvor også fraværet af moralisering er et tematisk aspekt. Netop fraværet af moralisering giver et større dramatisk spillerum, hvor der udfoldes en alternativ filmisk fortælling. Det er måske ikke alle aspekter, der kan sættes i spil, men der vil inden for de ovenstående kategorier være en eller flere karakteristika, som kan italesættes.
Af Morten Skourup, mediefagslærer på Ørestad Gymnasium