Forsoning defineres af socialpsykologer som “gruppers gensidige accept af hinanden”, og det særlige fokus er på at ændre folks opfattelse af hinanden. Det indebærer i forbindelse med folkemord, at ofre og gerningsmænd skal acceptere, at det ikke er fortiden, som bestemmer fremtiden. Det betyder også, at parterne skal acceptere hinandens ‘menneskelighed’ og se mulighederne i et positivt forhold i fremtiden.

 

Socialpsykologen Erwin Staub har sammen med andre arbejdet med at undersøge muligheder for forsoning efter folkemord, blandt andet i Rwanda. De psykologiske sår, som er resultatet af vold, frygt, had og mistillid mellem gerningsmænd og ofrene kan ifølge Staub forhindre muligheden for at opbygge bedre relationer. Det rummer fare for yderligere vold. Især hvis den ene part er blevet fuldstændigt overmandet af den anden, og der ikke er sket ændringer i magtforholdet.

 

Forsoning er ifølge Staub vigtig for at forhindre ny vold. Han har sammen med sine kolleger udarbejdet en strategi for at fremme forsoning og heling af de psykologiske sår efter Hutuernes folkemord på Tutsierne i Rwanda i 1994 med omkring en million ofre. Hvordan kan man overhovedet forestille sig, at forsoning kan finde sted?

 

Staub og hans kolleger foreslår to tilgange:

• En bottom-up-tilgang (nedefra og op), hvor man arbejder med de forskellige befolkningsgrupper for at ændre deres holdning.
• En top-down-tilgang (oppe fra og ned), hvor man arbejder med lederne og medierne, som har en stor andel i meningsdannelse blandt folket. Ligeledes forsøger man at inddrage forskellige institutioner, der kan medvirke til forsoning.

 

Ifølge Staub er det for det første nødvendigt med psykologiske forandringer hos de enkelte individer efter folkemord, hvor folk som regel er nødt til at leve side om side efter konflikten, fordi de ikke har andre muligheder. For det andet er det en nødvendig forudsætning for forsoning, at der indtænkes både politiske og sociale processer. Det er således helt afgørende for forsoning, om medierne dehumaniserer eller fremhæver grupper, hvordan retssystemet og skoler fungerer, hvordan den politiske ledelse agerer, samt om bestemte grupperinger i samfundet er for eller imod forsoning. Hvis for eksempel pressen præsenterer forholdet mellem sociale grupper på en måde, der fremmer forsoning snarere end tilskynder til fjendtlighed, så kan medierne medvirke til forsoning. Hvis regeringen forhindrer en undersøgelse af massemord på en befolkningsgruppe, som det for eksempel skete efter Anden Verdenskrig med kroaternes drab på serberne, så risikerer man, at de psykologiske sår holdes åbne og resulterer i ny vold, mener Staub. I Rwanda bad repræsentanter for regeringen eksempelvis Staub og hans kolleger om at medvirke til at producere radioprogrammer, der kritiserer hate speech og accept af vold mod sociale grupper. Han organiserede også træningsprogrammer med fokus på at træne empati, for eksempel ved at diskutere det at være menneske og menneskers basale behov for tryghed og tillid til hinanden. Disse seancer betød, at folk kunne italesætte og diskutere deres smertefulde oplevelser og nå til en forståelse for hinanden, hvilket ifølge Staub er en helt afgørende forudsætning for forsoning. På politisk plan kan forsoning ske gennem offentlige undskyldninger eller officielle kommisioner, for eksempel som Sandheds- og forsoningskommisionen i Sydafrika efter afskaffelsen af Apartheid. Her bestod kommisionens arbejde i at få overblik over overtrædelser af menneskerettigheder på begge sider og retsforfølge. I nogle tilfælde blev der givet amnesti (straffrihed), hvis folk undskyldte. Ifølge Nelson Mandela og Desmond Tutu var forsoning den eneste mulighed for fredelig sameksistens mellem de sorte og de hvide i Sydafrika.

 

Opgave:

• Hvad forstår man rent psykologisk ved ‘forsoning’ efter folkemord, og hvilke tilgange til at opnå forsoning er der ifølge Erwin Staub? Hvad bygger han sin opfattelse på?
• Hvilke psykologiske problemstillinger peger Catarina Nedertoft Jessens artikel “Selverkendelse er nået til Indonesien” på, og hvilke eksempler gives der i den?
  Læs artiklen her.
• Diskutér psykolog og forsker Johannes Langs følgende udsagn i lyset af Staub:
 


“Det at gerningsmændene aldrig tabte konflikten i Indonesien,
og at de ikke har en historisk eller moralsk distance til volden,
gør det svært at hele nationen. Så længe regimet har magten,
har de jo en ideologi, som fortæller en anden historie,
som stadig bakker op om fortidens handlinger.”

 

• Diskutér på baggrund af din psykologiske viden, hvilken rolle en film som The Act of Killing kan have på vej mod forsoning? Overvej i den sammenhæng, hvorfor en del af de indonesiske medinstruktører har valgt at være anonyme.
• Hvilke muligheder er der for forsoning i Indonesien? Brug din psykologiske viden om psykologiske og sociale processer (Staub), Catarina Nedertoft Jessens artikel fra Information og klippene fra The Act of Killing med forskellige parter i det indonesiske samfund i en diskussion om muligheder for forsoning.
• Hvilken side mangler vi at høre i forhold til en egentlig forsoning, og hvorfor er den vigtig?
• Billedet øverst på denne side er fra en af de scener, som Anwar og de andre har lavet, hvor en mand, som spiller Anwars offer, overrækker Anwar en medalje og siger følgende til ham:

 


“For at henrette mig og sende mig op til himlen…
Jeg takker dig tusind gange for det hele.”

 

• Hvad siger scenen om Anwars egen personlige drøm om forsoning?

 

Opgave:

• Se de to nedenstående klip, hvor hhv. Yapto Soerjosoemarno og Jusuf Kalla holder tale.
• Hvad mener Pancasila-lederen Yapto Soerjosoemarno med, at alle i Pancasila er helte? Hvordan opfatter han organisationens og ‘gangsternes’ rolle under folkemordet og i dag?
• Hvilken holdning giver vicepremierministeren Jusuf Kalla udtryk for – og hvad siger det om muligheder for forsoning på et officielt niveau?

 

 

 
Opgave:

• Se de to nedenstående klip med Adi, Anwar og det indonesiske talkshow.
• Hvordan kan man eventuelt tolke Adis udtalelser i det øverste klip – i forhold til at forstå overgreb og mulighed for forsoning?
• Giv et kort resumé af talkshowet og din umiddelbare reaktion på det.

 

 

 
 

Af Jette Hannibal, psykologilærer på Nørre Gymnasium