I den klassiske dokumentar tilstræber instruktøren at skildre virkeligheden – eller i det mindste hans opfattelse af, hvad virkeligheden er. Derfor kan man tale om, at han benytter sig af den iagttagende fortæller, hvor man gør brug af et kollektivt synspunkt, arbejder med objektiv tid, har en episodisk struktur og en metonymisk stil.

 

Det kollektive synspunkt består i, at fortælleren på handlingens B-niveau deler synspunkt med de medvirkende, idet fortælleren er medoplever til begivenhederne og ikke er stærk i forhold til iscenesættelsen. Samtidig er der en “her og nu”-oplevelse med den objektive tid, hvor fortælleren ikke griber ind i fortællingens iscenesættelse af tid og rum, og hvor der er en episodisk struktur styret af virkelighedens begivenheder. Stilen har udgangspunkt i omgivelsernes forhold og lader disse styre fortællingen, hvorfor den beskrives som metonymisk – altså med en sammenhæng mellem det, man ser, og det, der fortælles.

 

For seeren bliver rollen på C-niveauet iagttagerens, der ser tingene udefra og ser en historie, der forgår i en dagliglivsramme. Både fortælleren og seeren er således iagttagere af virkelighedens begivenheder, og filmsproget er underlagt disse begivenheder. I relation til The Act of Killing kommer denne fortælletype for eksempel til udtryk i scener, der beskriver det indonesiske samfund i reportageagtige indstillinger med såvel Anwar i sit miljø, som i scenerne, der beskriver den paramilitære organisation Pancasila. Oplevelsen for seeren er, at han selv er til stede i begivenhederne, idet han deler vilkår med instruktøren, der gennem anvendelse af håndholdt kamera og få lydlige virkemidler giver indtryk af realisme og autenticitet.

 

Men historiens kompleksitet fordrer også den deltagende fortæller, der adskiller sig fra den forrige ved, at fortælleren på B-niveauet benytter sig af et individuelt synspunkt, psykologisk tid, analytisk struktur og metaforisk stil. Det individuelle synspunkt manifesterer sig ved, at instruktøren bearbejder virkeligheden, således at han tager magten over den filmiske tid og det filmiske rum. Det er ikke omgivelserne, der styrer handlingen, men fortællerens iscenesættelse af denne. Den analytiske struktur består i, at instruktøren forsøger at skabe en sammenhæng i historien, hvor seerens opfattelse på C-niveauet påvirkes af instruktørens strukturering af begivenhederne. Den metaforiske stil har udgangspunkt i instruktørens brug af flere filmiske og lydlige virkemidler.

 

Seeren tilbydes identifikation og trækkes dybere ind i historien ved brug af flere virkemidler på B-niveauet. Denne fortællestil anvendes især i de såkaldte reenactments (genopførelserne) i filmen – altså scenerne, hvor Anwar iscenesættes som for eksempelvis torturoffer.

 

Endelig er der den subjektive fortæller, hvor man benytter fortællerens synspunkt, idet man, fremfor at se begivenhederne udefra, arbejder sig ind i den medvirkende hovedpersons bevidsthed. Der opereres med subjektiv tid, labyrintisk struktur og symbolsk stil. Det er altså tankerne indeni den medvirkendes hoved, der styrer fortællingens strukturering af både tid og rum. B-niveauet bliver et udtryk for instruktørens fortolkning af den medvirkendes tanker og følelser, og stilen bliver symbolsk. I The Act of Killing er der scener, som virker helt ved siden af det univers, man ellers beskriver. Vi er med andre ord inde i Anwars hoved, når vi ser de smukke, men også absurde, scener med smukke naturoptagelser og dansende kvinder.

 

For seeren betyder det, at vedkommende på C-niveauet kommer i en tilsvarende subjektiv position, hvilket giver et stort fortolkningspotentiale og appellerer til bearbejdning af historiens mening gennem hans egne tanker og følelser.

 

Det er naturligvis ikke sådan, at en film kun har den ene eller anden fortælletype, idet der altid vil forekomme blandinger af de forskellige. Men man kan dog alligevel fastslå, at der i filmens forskellige sekvenser opereres med dominerende fortælletyper.
Skematisk set kan man sætte fortælletyperne op på følgende måde:

 

 

Opgave:

• Hvordan kan man gennem de filmiske og lydlige virkemidler fastslå, hvilken fortælletype, der er tale om?
• Strukturér historien i de forskellige fortælletyper – gerne i forhold til den dramatiske struktur.
• Kan man tale om, at fortælletyperne giver filmen et problem med troværdigheden?
• Hvorfor er det nødvendigt at operere med alle tre fortælletyper i en dokumentarfilm?

 

 

Af Morten Skourup, mediefagslærer på Ørestad Gymnasium