FN definerer folkemord som udryddelse af mennesker i stor målestok på grund af etniske, religiøse eller racemæssige årsager. Ligeledes anses udryddelsen af hele politiske grupper som folkemord. Nogen skal gå forrest og tage initiativ til folkemord. I autoritære systemer, såsom militærdiktaturer, er det ofte hæren. I Indonesien startede hæren en massiv antikommunistisk kampagne, og det var den ideologiske baggrund og legitimation for folkemordet 1965-66.

 

Mennesker er genetisk kodet for både altruisme (godhed mod andre) og aggression. Det er forhold i det enkelte menneskes socialiseringsproces og personlige oplevelser, der afgør hvilken af disse tilbøjeligheder, der især kommer til udtryk. De fleste mennesker føler en instinktiv afsky for at skade andre mennesker, og det er en grundlæggende forudsætning for normal menneskelig adfærd. Til gengæld synes psykopater at mangle denne ‘moralske’ bremse. For langt de fleste er det tabu at dræbe andre. At dræbe et andet mennesker er at overskride en psykologisk grænse, og der er ingen vej tilbage.

 

I socialpsykologien taler man om gerningsmænd (de der udfører de onde handlinger), tilskuerne (de der er vidne til overgrebene men ikke griber ind), ofrene (målet for de onde handlinger) og endelig heroiske hjælpere, som forsøger at hjæpe ofrene – ofte med livet på spil for dem selv, sådan som man så under folkemordet på jøderne under Anden Verdenskrig. Socialpsykologer interesserer sig også for de sociale og psykologiske processer, der leder op mod et folkemord.
 

SOCIALE FAKTORER I FOLKEMORDET

Mennesker handler ikke i et socialt tomrum. De er påvirket af de økonomiske og sociale forhold i samfundet. Kulturelle værdier og religiøse normer påvirker den enkelte og samfundet. Hvad der er rigtigt og forkert læres i princippet gennem socialiseringen, for eksempel gennem at se hvilke handlinger der belønnes og hvilke, der straffes. Folk handler som regel inden for rammerne af den sociale og kulturelle kontekst.

 
I tiden omkring 1965-66 var der militærdiktatur i Indonesien.
Hæren hævdede, at kommunisterne var en trussel mod den
nationale sikkerhed og uafhængighed. Partiets kamp for jord-
reformer og bedre arbejdsvilkår for den arbejdende klasse blev
set som en trussel mod den stabilitet og orden, som hæren og
den herskende klasse mente at være garant for. Derfor skulle kommunisterne udryddes. Det var muligt at gennemføre drab-
ene på ret systematisk vis, da hæren tilsyneladende stod bag organiseringen af drabene, selvom de overlod en del af det beskidte arbejde til paramilitære grupper og gangstere som Anwar og hans gruppe.

 
I de enkelte landsbyer kunne folk føle sig pressede til at dræbe naboer eller familie, fordi de var bange for selv at blive opfattet som kommunister. I dette kaos af terror og frygt blev hensyn til familie og venner sat ud af spil, og angsten for at blive kaldt kommunist eksisterer stadig i Indonesien. Drabene på kommu-
nister og alle dem, som blev slået ihjel sammen med dem, opfattes tilsyneladende stadig af mange som en heroisk og nødvendig kamp mod ondskab og nationens eksistens. På offi-
cielt plan er der tavshed om mordene og ofrene, selvom der er
små tegn på, at tavsheden ikke længere er total. Menneskerettighedsorganisation kæmper for en officiel anerkendelse af folkedrabet – og en undskyldning. Imens fejres kampen mod kommunister og ‘statsfjender’ samt morderne stadig – både på TV og store møder med organisationer som Pancasila Youth.

 

Opgave:

• Hvad fortæller talkshowet ‘Special Dialogue’ fra det statsejede TV om den officielle holdning til mordene på kommunisterne?
• Hvilken rolle har morderne i denne fortælling? Og hvilken psykologisk effekt har det mon på deres opfattelse af sig selv og deres handlinger? Inddrag gerne eksempler fra resten af filmen.
• Diskutér hvilken betydning det har for TV-seerne rundt omkring i landet at se en udsendelse som denne i TV?
• Læg mærke til teknikernes kommentarer om Anwar – hvad tænker I om det?

 

GERNINGSMÆND

En gerningsmand defineres som en person som udfører en ond, kriminel eller ulovlig handling. I visse sammenhænge kaldes gerningsmænd i forbindelse med folkemord for ‘bødler’. Hvem er disse gerningsmænd? Er det almindelige mennesker – eller onde mennesker? Er de tvunget af omstændighederne – eller tilfældigheder?

 
I socialpsykologien har der siden Anden Verdenskrig været en debat om, hvorvidt gerningsmænd er onde mennesker eller om deres onde handlinger skyldes situationen. Filosoffen Hannah Arendt overværede i 1960 retssagen mod nazisten Adolf Eich-
man i Jerusalem. Han havde det overordnede ansvar for det praktiske omkring transport af jøderne til udryddelseslejrene. Arendt konkluderede, at Eichman var en helt almindelig mand. Han var ikke ond – blot en bureaukrat der forsøgte at gøre sit arbejde så godt som muligt. Hendes tese om ‘ondskabens banalitet’ lægger op til, at alle i princippet kan udføre onde handlinger. Dette er meget kontroversielt, og debatten raser videre mellem historikere, psykologer og filosoffer.

 

Når gerningsmænd angriber og dræber medlemmer af marginaliserede grupper (udgrupper), er ofrene som regel allerede blevet marginaliserede og ‘devaluerede’ gennem hadsk propaganda, der pisker en stemning op mod ofrene. Det sås for eksempel i Nazityskland, Bosnien og Rwanda, hvor ca. en million mennesker blev brutalt myrdet i løbet af 100 dage.

 

I takt med gentagelse af overgreb og drab ændrer gerningsmænd sig – både individuelt og som gruppe, mener Erwin Staub. Gerningsmændene prøver sig frem og bliver efterhånden bedre til at udføre det beskidte arbejde, og de vil typisk retfærdiggøre deres handlinger dels gennem at sige, at det er nødvendigt at gøre det, dels gennem at nedgøre ofrene. Denne psykologiske rationalisering får gerningsmændene til at mene, at det er i orden at udrydde ofrene. Det sker også tit at ofrene dehumaniseres, dvs. omtales som “skadedyr”, og derfor gælder almindelige moralske spilleregler ikke for dem. Tværtimod vendes moralen på hovedet, sådan at drab på ofrene er moralsk korrekt.

 

Inden for psykologi taler man om to slags aggression, for det første instrumentel aggression, der defineres som aggression, der har et formål, for eksempel i form af social belønning eller adgang til ressourcer. For det andet taler man om reaktiv aggression, dvs. en aggression, hvor man forsvarer sig selv. Når der er tale om instrumentel aggression med et klart formål, kan man ifølge psykologer forestille sig, at nogle gerningsmænd måske fokuserer på målet og belønningen for deres onde handlinger og derfor bedre er i stand til at frakoble følelsesmæssige reaktioner, så de undgår psykologiske eftervirkninger, såsom PTSD. Psykologen Weierstall har sammen med kolleger fremsat denne teori på baggrund af undersøgelser af 269 gerningsmænd i Rwanda. Næsten halvdelen af dem svarede, at de oplevede, at de blev revet med af volden, og at de oplevede en vis tilfredsstillelse ved at se ofret bløde. Der var en positiv sammenhæng mellem, hvor mange drab gerningsmændene havde set eller udført, og deres oplevelse af at ‘blive revet med’. Forskerne antyder, at deltagelse i mord for nogle tilsyneladende af nogle opleves som en form for opstemthed, og at ofrenes kamp kan forstærke aggressionen. Ifølge denne forklaring er det muligt for visse individer at nyde grusomhed, når moralske restriktioner ikke forhindrer det eller hvis situationen endda lægger op til organiseret vold.

 

Gerningsmændene mener, at deres rolle er at dræbe – og helst så mange som muligt. I en atmosfære af lovløshed betyder det ikke så meget, om ofrene rent faktisk er det, som man beskylder dem for at være. Det er nok, at gerningsmændene mener, at de er skyldige. Hvis der samtidig oprettes organisationer, der fremmer vold og diskrimination, som for eksempel Pancasila Youth eller andre paramilitære grupper, får gerningsmændene efterhånden den opfattelse, at deres ‘arbejde’ tjener en retfærdig sag, og at det er ofrenes egen skyld, at de bliver forfulgt og udryddet. Gerningsmændene i The Act of Killing benægter ikke nødvendigvis deres gerninger – snarere at de har et personligt ansvar for ugerningerne. Gennem en blanding af selvbedrag, forfængelighed og løgn er morderne i stand til at konstruere en historie om situationen og sig selv – godt hjulpet af den officielle holdning – der får dem til at opfatte deres rolle i folkemordet som en heltegerning, hvilket fritager de fleste af dem for samvittighedskvaler.

 

“Vi havde lov til det. Og beviset er, at vi myrdede folk og aldrig er blevet straffet for det.
De mennesker, vi dræbte… der er ikke noget at gøre ved det. De er nødt til at acceptere det.
Jeg prøver måske at lette min samvittighed, men det virker.
Jeg har aldrig følt skyld, været deprimeret eller haft mareridt”.

- Adi

Opgave: 

• Diskutér, hvorfor Joshua Oppenheimer har anbragt citatet fra Voltaire i begyndelsen af filmen: “Alle mordere bliver straffet med mindre de dræber i store mængder og til lyden af trompeter”.
• Slå ordene psykopati og empati op i Den Store Danske. Forklar de to begreber. Diskutér dernæst om morderne i The Act of Killing er ‘psykopater’ eller ‘normale’, som har ‘skruet ned for empatien’.
• Kommentér Adis bemærkning i det ovenstående citat om, at de havde lov til at myrde.
• Se første klip nedenfor og gør rede for avisudgiver Ibrahim Siniks opfattelse af sin egen rolle i mordet på kommunister. Hvordan ser han på ofrene? Prøv at forklare det ud fra din psykologiske viden. Diskutér hvorvidt, man kan kalde ham ‘gerningsmand’.
• Se andet klip nedenfor og diskutér Anwars beskrivelse af hans egen rolle i mordene. Hvad lægger du særligt mærke til her og hvorfor?
• Se det tredje klip nedenfor og gør rede for Anwars inspiration til bøddelrollen. Hvad tænker I her?
• I hvilket omfang kan teorien om Lucifer-effekten bidrage med en forklaring på gerningsmændenes onde handlinger? Fokusér især på ‘roller’.
• Læs artiklen “Gruppepres, lydighed og ideologi” fra Folkedrab.dk og diskutér: 1. Hvorvidt årsagen til folkemord i Indonesien skyldes gerningsmændenes personlige egenskaber (dvs. de er onde) og/eller sociale faktorer (dvs. de usædvanlige omstændigheder og ideologien i Indonesien på det tidspunkt, mordene fandt sted). 2. OM ‘alle kan blive mordere’? Inddrag også de tre eksperimenter om konformitet, lydighed og sociale roller i artiklen til at diskutere, om man kan inddrage denne viden i forståelsen af Anwar og de andre gerningsmænd i The Act of Killing.

 

 

 

 
Opgave:

• Se de fem klip nedenfor og gør rede for drabsmændenes forskellige metoder ud fra det, som de selv fortæller og forklarer. Hvad fortæller det om mordernes opfattelse af sig selv – dengang og nu? Diskutér også, hvilken psykologisk virkning, det kan have haft i befolkningen i sin tid, at kommunister blev behandlet på denne måde.
• Diskutér på baggrund af din psykologiske viden, om Anwar kan stilles til ansvar for sine ‘onde handlinger’.

 

 

 

 

 

 
 
Af Jette Hannibal, psykologilærer på Nørre Gymnasium