Man anslår, at mere end 100 millioner mennesker har mistet livet som følge af folkedrab inden for de seneste 100 år. Verden over har diktatorer og deres villige medhjælpere forfulgt og dræbt folk på grund af religion, nationalitet og etnisk eller racemæssigt tilhørsforhold, og de har dermed gjort perioden til en af de blodigste i menneskets historie.
 

FOLKEDRABETS ÅRHUNDREDE

Det 20. århundrede er med rette blevet kaldt for folkedrabets århundrede, selvom den bevidste tilintetgørelse af grupper langt fra er et fænomen, som kun kendes fra det 20. århundrede. Der er flere eksempler på folkedrab op gennem historien, men aldrig har så mange mennesker mistet livet som følge af folkedrab som i det 20. århundrede. Det er svært at svare på, hvorfor netop det 20. århundrede er blevet folkedrabets århundrede, men mulige forklaringer kunne være teknologiske fremskridt, nationalismens opblomstring og massemediernes fremkomst.

 

Selv om den bevidste tilintetgørelse af grupper er et gammelt kendt fænomen, var det først med nazisternes forbrydelser mod jøderne under Anden Verdenskrig, at den uhyrlige praksis blev navngivet. Ophavsmanden til begrebet folkedrab var den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, der flygtede fra Polen i 1938 for at undgå at blive offer for de nazistiske overgreb mod jøder. Lemkin kombinerede i en bog fra 1944 det græske ord for stamme eller race ”genos” med det latinske ord for at dræbe eller slå ihjel ”cide”, og dermed opstod begrebet ”genocide”, som på dansk oversættes til folkedrab.

 

FN’S FOLKEDRABSKONVENTION DEFINERER FOLKEDRAB

I efterdønningerne af de nazistiske forbrydelser vedtog FN i 1948 en folkedrabskonvention, hvori begrebet folkedrab blev defineret juridisk. I konventionen forstås folkedrab som handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. Formålet med konventionen var at forhindre fremtidige folkedrab, men historien har desværre siden vist, at Holocaust ikke skulle blive det sidste folkedrab i det 20. århundrede.
 

Ifølge FN-konventionens artikel II defineres folkedrab som værende enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan: at dræbe medlemmer af gruppen, at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade, med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse, at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen, med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.
 
Selv om begrebet folkedrab defineres i FN’s folkedrabskonvention er det ikke altid lige nemt at afgøre, hvornår der er tale om folkedrab. Det vil nemlig altid være et spørgsmål om, hvordan man fortolker konventionens definition. Antallet af folkedrab er derfor meget omdiskuteret, og der findes mange eksempler på omstridte konflikter og forbrydelser, som ikke alle forskere er villige til at betegne som folkedrab.
 
I eksemplet med begivenhederne i 1965-66 i Indonesien opstår samme definitionsproblem, og der er delte meninger om, hvorvidt mordene kan defineres som folkedrab eller massemord. Problemet består i, at grupperne “kommunister” eller blot “modstandere”, der var de primære mål for udryddelserne dengang, ikke falder ind under FN-konventionens kategorier ‘national’, ‘etnisk’, ‘racemæssig’ eller ‘religiøs’ gruppe. Ser man derimod de tusindvis af ofre, som var etniske kinesere, som en etnisk gruppe, falder folkedrabsdefinitionen ind under FN’s konvention – selvom der var tale om langt flere ofre, der ikke var etniske kinesere.
 
 
Kilde: Dansk Institut for Internationale Studier – Holocaust og folkedrab: Hvad er et folkedrab? (www.folkedrab.dk)