Joshua Oppenheimers danskproducerede dokumentarfilm, The Act of Killing fra 2012, er en original og nyskabende skildring af erindringerne om folkedrab i Indonesien i 1965-1966 – fra bødlernes synsvinkel! Skildringen sker både i en traditionel erindringsramme, men også i fiktive udgaver af folkemordet indspillet med morderne i rollerne. I øvrigt med absolut genrefrihed.

 
Filmen kredser om en rædselsvækkende hukommelse – måske ikke blot for filmens centrale aktører, men også for et helt samfund. Husker vi massemord som noget utilgiveligt eller som noget nødvendigt for opretholdelsen af de samfund, vi lever i? I vestlig sammenhæng kan man overveje, om det var rimeligt at kaste atombomber over Hiroshima og Nagasaki i 1945. Her giver The Act of Killing perspektiv, og man kan måske næsten se filmen som en hvad-nu-hvis-Hitler-havde-vundet-parallel. Men The Act of Killing rejser flere spørgsmål. Hvordan kunne folkedrabet finde sted, og hvilken baggrund havde det på kort sigt?

 
Samtidig griber disse spørgsmål fat i historien. Hvordan blev Indonesien uafhængigt, og hvordan blev dette enorme og forskelligartede land overhovedet til? Indonesien er blandt andet kulturelt og etnisk en sammensætning med indre spænding. For at forstå denne indre spænding er det nødvendigt at slå ned i kolonihistorien, og se på ydre begivenheder som for eksempel Anden Verdenskrig. Samtidig er Indonesien et særdeles interessant eksempel på, hvordan nationalisme kan bruges i skabelsen af en ny stat, der gør sig fri af kolonimagter. Indonesiens historie giver desuden et gruopvækkende billede af nationalismens potentielt destruktive kraft.

 

 

Af Mikkel Randløv, historielærer på Nørre Gynmasium