Historiefortællinger er en del af den menneskelige kultur – både de fiktive og de autentiske. Historiefortællinger har i hele menneskehedens historie skabt sammenhæng i deres verdensbillede og sammenhold i grupper. Fortællinger kan være sande – eller usande. Eller der er historier, som ikke fortælles, fordi magthaverne ikke ønsker dem fortalt. Fortællinger kan være magtfulde redskaber til at skabe sammenhæng og det modsatte. Gennem propaganda skabes officielle narrativer, for eksempel om nationens fjender, og sådanne narrativer kan anstifte til folkemord. Sammensværgelsesteorier er en del af den menneskelige historie om overgreb og vold mod udgrupper.
Fortællinger – eller narrativer – bliver en del af menneskers mentale forestillinger om verden. De danner den psykologiske baggrund for forståelse af sammenhænge og muligheder, og de hjælper med at forstå andre mennesker, fordi de blandt andet beskriver menneskers intentioner, handlinger og indbyrdes relationer.
Som menneskelige væsener er vi gennem evolution udstyret med en evne til at kunne forestille os forskellige situationer, blandt andet gennem at kunne aflæse andres mentale tilstande og hensigter. Psykologer kalder denne evne Theory of Mind (ToM) eller evne til mentalisering. ToM opdeles i to områder:
ToM forbindes både med empati og evne til at afkode sociale situationer. Også i fiktion. Fiktion er en særlig form for narrativ, som trækker på menneskets evne til at forestille sig ting, at fantasere om bedrifter eller mulige situationer. Fiktion kan beskrives som en rejse i tid og rum, hvor tanker og følelser relateret til det fiktive univers spejler virkeligheden. Sådanne tanker og oplevelser er mere end blot underholdning. Psykologer mener, at oplevelser med fiktion har konsekvenser for det virkelige liv, fordi fortæller og tilhører trækker på de samme kognitive og følelsesmæssige processer.
Det er netop et af målene med The Act of Killing: At engagere tilskuerne i denne films mærkværdige blanding af fiktion og fakta, hvor morderne pralende fortæller om deres forbrydelser, samtidig med at de iscenesætter dem i ‘filmen i filmen’ ud fra deres erindringer og fantasier om deres egen andel i massemordet. At høre historier er en form for ‘simulering’, som kører i fortællerens og modtagerens sind, ligesom en computer kører en simulering. Filmens skiften mellem forbrydernes åbenhjertige beretninger om deres ugerninger og deres filmiske iscenesættelse af tortur og drab i absurde yndlingsgenrer. Det giver tilskueren adgang til simuleringer af forskellige ‘sandheder’. Filmens historie giver hermed tilskueren mulighed for at opleve følelser og erkendelser, der – sammen med den autentiske fortælling – kan få konsekvenser i ‘det virkelige liv’.
Opgave:
Af Jette Hannibal, psykologilærer på Nørre Gymnasium