Historiefortællinger er en del af den menneskelige kultur – både de fiktive og de autentiske. Historiefortællinger har i hele menneskehedens historie skabt sammenhæng i deres verdensbillede og sammenhold i grupper. Fortællinger kan være sande – eller usande. Eller der er historier, som ikke fortælles, fordi magthaverne ikke ønsker dem fortalt. Fortællinger kan være magtfulde redskaber til at skabe sammenhæng og det modsatte. Gennem propaganda skabes officielle narrativer, for eksempel om nationens fjender, og sådanne narrativer kan anstifte til folkemord. Sammensværgelsesteorier er en del af den menneskelige historie om overgreb og vold mod udgrupper.

 

Fortællinger – eller narrativer – bliver en del af menneskers mentale forestillinger om verden. De danner den psykologiske baggrund for forståelse af sammenhænge og muligheder, og de hjælper med at forstå andre mennesker, fordi de blandt andet beskriver menneskers intentioner, handlinger og indbyrdes relationer.

 

Som menneskelige væsener er vi gennem evolution udstyret med en evne til at kunne forestille os forskellige situationer, blandt andet gennem at kunne aflæse andres mentale tilstande og hensigter. Psykologer kalder denne evne Theory of Mind (ToM) eller evne til mentalisering. ToM opdeles i to områder:

• Emotionel (følelsesmæssig) ToM: Evnen til at se og forstå andres følelser. Dette er knyttet til empati (positiv følelse) og antisocial adfærd (negative følelse).
• Kognitiv ToM: Evnen til at kunne gætte andres holdninger og hensigter.

 

ToM forbindes både med empati og evne til at afkode sociale situationer. Også i fiktion. Fiktion er en særlig form for narrativ, som trækker på menneskets evne til at forestille sig ting, at fantasere om bedrifter eller mulige situationer. Fiktion kan beskrives som en rejse i tid og rum, hvor tanker og følelser relateret til det fiktive univers spejler virkeligheden. Sådanne tanker og oplevelser er mere end blot underholdning. Psykologer mener, at oplevelser med fiktion har konsekvenser for det virkelige liv, fordi fortæller og tilhører trækker på de samme kognitive og følelsesmæssige processer.

 

Det er netop et af målene med The Act of Killing: At engagere tilskuerne i denne films mærkværdige blanding af fiktion og fakta, hvor morderne pralende fortæller om deres forbrydelser, samtidig med at de iscenesætter dem i ‘filmen i filmen’ ud fra deres erindringer og fantasier om deres egen andel i massemordet. At høre historier er en form for ‘simulering’, som kører i fortællerens og modtagerens sind, ligesom en computer kører en simulering. Filmens skiften mellem forbrydernes åbenhjertige beretninger om deres ugerninger og deres filmiske iscenesættelse af tortur og drab i absurde yndlingsgenrer. Det giver tilskueren adgang til simuleringer af forskellige ‘sandheder’. Filmens historie giver hermed tilskueren mulighed for at opleve følelser og erkendelser, der – sammen med den autentiske fortælling – kan få konsekvenser i ‘det virkelige liv’.

 

 

Opgave:

• Forklar hvilken betydning ‘narrativer’ har i menneskers liv – både de officielle og de personlige.
• Se billedet af Adi og Anwar overfor. Hvilken ‘rolle’ spiller de her i deres egen  ‘historie’ (narrativ), og hvorfor lige den? Hvorfor lykkes det ikke rigtigt?
• Læs artiklen “1965 er året, der aldrig ender” af Catarina Nedertoft Jessen, hvor den anonyme medinstruktør, kaldet A, fortæller om filmen. Diskutér med baggrund i dette, hvilke psykologiske konsekvenser det har haft, at regimet har skabt en officiel historie om, at “udrensning af kommunisterne bør retfærdiggøres, fordi de var et forsøg på at redde Indonesien”.
  Artiklen kan læses her.
• Forklar Rainny Drupadis udsagn om filmens virkning og muligheder for at ‘få en ny historie’ fra anmeldelsen fra den indonesiske avis Kompas: “Filmen tvinger os til at vågne fra et mareridt, som vi har levet i så længe, at vi har vænnet os til det og accepterer det som en realitet. At se denne film er en øjenåbner. Den får os til at indse, at den daglige virkelighed omkring os er fuldstændig manipuleret og overhældt med glasur. Den bedste måde at få landet til at hele er ved at fjerne den smukke indpakning af vores grusomme historie og de fantasier om virkeligheden, som blev skabt af det militære diktatur.”
• Adi siger på et tidspunkt i filmen (1:00:43): “Alt sandt er ikke nødvendigvis godt. Visse sandheder er ikke gode. Som at åbne denne sag.” Hvilke personlige motiver kan have have for ikke at ønske ‘den sande historie’ frem?
• Diskutér ud fra ovenstående mulige årsager til, at filmskaberne bag The Act of Killing frygtede, at filmen ville blive underlagt den indonesiske filmcensur og derfor ville risikere at blive forbudt i landet. Læs mere om dette på siden Indonesien efter The Act of Killing.

 

 

Af Jette Hannibal, psykologilærer på Nørre Gymnasium