Overlevende fra folkemord har oplevet at blive konstant devalueret og kategoriseret som ‘statsfjender’ af gerningsmænd og det officielle system. Mange traumer kan få ofrene til at føle sig helt alene og forrådt af forhenværende naboer, venner og kærester. Selv familiemedlemmer kan vende sig mod dem og deltage i volden. De overlevende – og efterkommerne af de myrdede – lider under eftervirkningerne af forfølgelse, vold og mord. Deres basale behov for sikkerhed og kontrol over eget liv, for en positiv identitet og relationer med andre mennesker og samfundet er blevet undergravet. De er ganske enkelt usikre på deres egen plads i verden, og det forstærkes kun, hvis marginaliseringen og forfølgelsen fortsætter.
 
Forfulgte mennesker har en tilbøjelighed til at være traumatiserede og lide af PTSD. De føler sig sårbare og reducerede, og de opfatter verden omkring dem og andre mennesker som farlige. Hvis der ikke sker en heling, så viser historien, at der er risiko for, at det vil være svært for ofrene at tage hensyn til andres behov og at stole på andre. I Indonesien er “kommunister” stadig marginaliserede og stigmatiserede.

 

 

Opgave:

• Gennemse klippet med Anwars nabo Suryonos historie om mordet på faderen. Hvad fortæller dette lille klip om mordene set fra ofrenes side? Prøv at forklare gerningsmændenes reaktion ud fra din psykologiske viden.
• Diskutér mulige årsager til, at Joshua Oppenheimer har medtaget denne scene i filmen, som ellers udelukkende fokuserer på gerningsmændene.
• Se evt. klippet nedenfor, hvor Joshua Oppenheimer fortæller om sine oplevelser med Suryono og situationen i scenen overfor. Hvorfor skulle scenen ikke have været en del af filmen?
  Se flere videoer fra interviewet med Joshua Oppenheimer på siden Video: Interview med instruktøren.

 

 

OFRENES HISTORIE

Som et supplement til The Act of Killing vil det være yderst relevant at beskæftige sig med den anden side af historien – nemlig ofrenes perspektiv på folkedrabet. Ofrenes historie fylder stort set intet i The Act of Killing, men Joshua Oppenheimer og filmholdet har netop færdiggjort filmen The Look of Silence, der er en opfølger til The Act of Killing, som fokuserer på nødvendigheden af at bryde tavsheden omkring folkemordet og ikke mindst ofrenes og deres efterkommeres lidelser.

• Læs mere om The Act of Killing-opfølgeren The Look of Silence på filmens officielle hjemmeside.

 

Antropologen Robert Lemelson har specialiseret sig i psykologisk antropologi og tværkulturel psykiatri. Han arbejder med videodokumentation som metode i feltundersøgelser, hvor han blandt andet laver tværkulturelle undersøgelser om sammenhængen mellem kultur, psykisk sygdom og personlige oplevelser i Indonesien og USA. Han har i 2010 lavet feltarbejde (casestudie) hos fire familier, der alle har familiemedlemmer, som blev dræbt eller kidnappet af soldater eller naboer under folkemordet i 1965-66. Deres historier viser, at selv i dag påvirkes ofre og deres efterkommere af de mange års forfølgelse og udelukkelse af samfundet.
 
Lemelsons film 40 Years of Silence blander historikeres forklaring sammen med de personlige historier. I filmen fortæller blandt andet en 12-årig traumatiseret dreng Budi, hvad det betyder at være et barn af et medlem af kommunistpartiet. Hans familie har været nødt til at sende ham på børnehjem, fordi han forfølges i landsbyen. Faderen blev sendt mange år i fængsel, fordi nogle i landsbyen beskyldte ham for at være kommunist. Drengen siger i filmen: “Det bekymrer mig, fordi jeg kan huske det hele”, og “jeg har lyst til at torturere dem, som de torturede min familie”. Han er meget påvirket af begivenhederne, og har svært ved at se en fremtid for sig selv. Da han var 9 år gammel, så han sin 17-årige bror blive mishandlet af fem unge fra landsbyen. Budi så det hele og kunne intet gøre, men det har efterladt ham traumatiseret med en følelse af magtesløshed.
 

• Se filmen 40 Years of Silence: An Indonesian Tragedy her (engelske undertekster).

 
 
Af Jette Hannibal, psykologilærer på Nørre Gymnasium