I et land, hvor mordere hyldes som helte, udfordrer filmmagerne dødspatruljeledere, der er uden anger, til at dramatisere deres egne roller i et folkemord. Det hallucinerende resultat er en filmisk feberdrøm ­- en foruroligende rejse dybt ind i massemordernes fantasier og i det chokerende banale regime af korruption og straffrihed, som de har været med til at opbygge.

 

 

SYNOPSIS

Anwar Congo og hans venner har danset sig gennem musicals, vredet armene rundt i film-noir-gangsterscener og galoperet over prærien som støvede cowboys. Deres korstog ind i filmens verden bliver hyldet i medierne og debatteret på tv, selvom Anwar Congo og hans venner er massemordere.

 

Medan, Indonesien. Da militæret væltede regeringen i Indonesien i 1965, blev Anwar og hans venner forfremmet fra småkriminelle gangstere, der solgte biografbilletter på det sorte marked, til dødspatruljeledere. Dødspatruljerne hjalp hæren med at myrde mere end en million mistænkte kommunister, intellektuelle og kinesere på mindre end et år. Som bøddel for den mest berygtede dødspatrulje i byen, dræbte Anwar selv hundredvis af mennesker med sine egne hænder.

 

I dag beundres Anwar som en af stifterne af en højreorienteret, paramilitær organisation, der voksede ud af dødspatruljerne. Organisationen er så magtfuld, at dens ledere blandt andet inkluderer ministre, og bevægelsens medlemmer praler gerne af alt fra korruption og valgsvindel til folkedrab.

 

The Act of Killing handler om mordere, der har sejret, og om det samfund, de har opbygget. I modsætning til aldrende nazister eller rwandanesiske folkemordere har tiden ikke tvunget Anwar og hans venner til at indrømme deres forbrydelser mod menneskeheden. I stedet har de skrevet deres egen triumferende historie, og er blevet rollemodeller for millioner af paramilitære unge. The Act of Killing er en rejse dybt ind i massemordernes minder og forestillinger. The Act of Killing er en mareridtsagtig vision, der viser en skræmmende banal straffri kultur, hvor drabsmænd kan joke om forbrydelser mod menneskeheden i tv-talkshows og med legende lethed fejrer en moralsk katastrofe med en elegant stepdans.
 

Kærlighed til filmen. Som unge levede Anwar og hans venner livet i filmenes verden. De var biografgangstere og kontrollerede det sorte billetmarked, mens de byggede fundamentet til mere seriøs kriminalitet. I 1965 blev de rekrutteret af hæren til at danne dødspatruljer, fordi de havde bevist deres voldelige evner og samtidig hadede kommunisterne for at boykotte amerikanske film – de mest populære og indbringende i biografen.

 

Anwar og hans venner var dedikerede fans af James Dean, John Wayne og Victor Mature. De skræddersyede bevidst deres stil og mordteknikker efter deres Hollywood-idoler. Og når de forlod midnatsforestillingen, følte de sig som ’gangstere, der lige var sprunget ned fra lærredet’. I denne magtberusede tilstand slentrede de over boulevarden til deres kontor og dræbte nattens kvote af fanger. Anwar foretrak at kvæle sine ofre med en wire; en teknik han havde stjålet fra en mafiafilm, han havde set.

 

I The Act of Killing siger Anwar og hans venner ja til at fortælle os historien om drabene. Men deres idé om at medvirke i en film er ikke at give vidnesbyrd til en dokumentarfilm: De ønsker at være stjerner i den slags film, som de elskede mest dengang, de solgte billetter på det sorte marked. Vi griber denne mulighed for at afdække, hvordan et regime, der er bygget på forbrydelser imod menneskeheden, men som aldrig er blevet holdt ansvarligt, vil projektere sig selv ind i historien.

 

Så vi udfordrer Anwar og hans venner til at udvikle fiktive scener med deres egne oplevelser af drabene bearbejdet til deres yndlingsgenrer – gangsterfilm, western og musicals. De skriver manuskriptet. De spiller sig selv. Og de spiller deres ofre.

 

Filmskabelsesprocessen tegner filmens dramatiske kurve, og filmsettene bliver sikre rum, hvor det er muligt at udfordre dem angående det, de har gjort. Nogle af Anwars venner opdager, at det var forkert at udføre drabene. Andre er mere nervøse for, om historien vil ødelægge deres image. Yngre medlemmer af den paramilitære bevægelse hævder, at de burde prale med massakrernes grufuldheder, fordi disse frygtindgydende og truende handlinger er udgangspunktet for deres magt i dag.

 

Meningerne er mange, og atmosfæren på settet bliver mere og mere anspændt. Ideen med folkemord som en kamp for fædrelandet med Anwar og hans venner som helte, begynder at falde fra hinanden.

 

På dramatisk vis katalyserer produktionen en overraskende følelsesmæssig udvikling for Anwar – fra arrogance til fortrydelse, da han for første gang i sit liv konfronteres med de omfattende implikationer af det, han har gjort. Mens Anwars skrøbelige samvittighed er truet af presset for at forblive en helt, præsenterer The Act of Killing en gribende konflikt imellem en moralsk forestillingskraft og en moralsk katastrofe.
 

 
Af Joshua Oppenheimer, instruktør