Socialpsykologen Staub (2002) siger, at ondskab ikke er et videnskabeligt begreb med en entydig definition, men ideen om ondskab er en væsentlig del af en fællesmenneskelig  kultur. Selve essensen af ondskab er her udryddelsen af mennesker. Det indebærer ikke blot drab, men også at skabe forhold, som materielt og psykologisk ødelægger eller formindsker folks værdighed, lykke og muligheder for at tilfredsstille helt basale materielle behov.

 
Ifølge socialpsykologen Rolf Kuschel kan man definere ond-
skabsfulde handlinger som bevidste og målrettede handlinger,
der skader andre fysisk eller psykisk (s. 15 i Ondskabens Psy-
kologi). Han siger, at det ikke giver mening at kalde ondskabs-
fulde eller grusomme handlinger for ‘umenneskelige’, for den
slags handlinger hører desværre til blandt det menneskelige
handlerepertoire. Kuschel argumenterer for denne påstand ved
at sige: “Blandt levende organismer er der næppe nogen art,
der har udviklet en sådan fantasirigdom som mennesket, hvad
angår grusomheder rettet mod egen art. Så vidt vi ved, findes
der ikke ondskab i dyreriget. Dyrene jagter, nedlægger deres
bytte og fortærer det bagefter. Men de torturerer ikke”. For at
en handling kan kaldes ondskabsfuld skal den endvidere, ifølge Kuschel, være ekstrem eller grænseoverskridende i forhold til de kulturelle og sociale værdier i det pågældende miljø på det tidspunkt, hvor handlingen udføres.

 

Gerningsmændene i The Act of Killing illustrerer deres onde handlinger i en iscenesat virkelighed iblandet refleksioner over deres egen rolle i folkemordet. De angrer ikke åbenlyst deres gerninger, selvom man ser begyndende sprækker i deres selvopfattelse. Den manglende anger skyldes ifølge Oppenheimer dels, at den indonesiske regering ikke anerkender drabene, og der er ingen tegn på forsoning. Der er gået 31 år siden, de medvirkede til drabene på kommunisterne, og gerningsmændene går stadig frit omkring. De fleste af dem er stadig ‘gangstere’ eller medlemmer af den paramilitære gruppe Pancasila Youth, som deltog i drabene og som stadig spiller en magtfuld rolle i det indonesiske samfund.
 
Opgave:

• Hvad forstår man i psykologi ved ‘ondskabsfulde handlinger’? I hvilket omfang passer denne definition og forklaring på de handlinger, som Anwar og de andre gerningsmænd ifølge dem selv har begået?  Begrund dit svar med eksempler fra filmen.
• Gennemse det første klip nedenfor med Herman og Anwar, hvor de diskuterer sadisme og deres egen film. Hvorfor mener Herman, at folk vil se deres film, fordi dens metode er noget helt særligt? Hvordan illustrerer scenen med Herman udklædt som kvinde ‘ondskab’ – og hvor kommer mon idéen til denne scene fra?
• Gennemse det andet klip nedenfor med optakten til scenen med angrebet på Kampung Kolam. Hvad siger den om gerningsmændenes forestillinger om ‘ondskab’ og ofrene? Diskutér om en scene som denne rent psykologisk virker stærkere, end hvis gerningsmændene bare havde fortalt om den.
• Gennemse tredje klip og redegør for Adis opfattelse af, hvem der var grusomme. Diskutér mulige årsager til, at han siger det. Hvordan kunne denne ‘sandhed’ eventuelt påvirke henholdsvist bødlernes selvopfattelse og befolkningens opfattelse af dem? Hvorfor kan filmens succes blive et problem ifølge Adi?
• Gennemse det sidste klip, hvor Adi befinder sig i et storcenter. Hvilke eksempler nævner han på ‘ondskabsfulde handlinger’, og hvordan stiller han sig til det i forhold til ofrene, straf og sin egen samvittighed?
• Diskutér på baggrund af citatet fra Ondskabens Psykologi, hvad der kan menes med, at ondskab ikke eksisterer i et socialt tomrum. I hvilket omfang kan dette illustreres gennem The Act of Killing og de udvalgte klip?
• Giv med udgangspunkt i filmen en kritisk vurdering af Kuschels udsagn: “For at en handling kan kaldes ondskabsfuld skal den være ekstrem eller grænseoverskridende i forhold til de kulturelle og sociale værdier i det pågældende miljø på det tidspunkt, hvor handlingen udføres”.

 

 

 

 

 
 
Af Jette Hannibal, psykologilærer på Nørre Gymnasium