FØRSTE MØDE MED MASSAKREN

PRODUKTIONSNOTER: DEL 1
Af instruktør Joshua Oppenheimer
 
I 2001-2002 tog jeg og Christine Cynn for første gang til Indonesien for at producere The Globalization Tapes (2003); et dokumentarfilms-projekt udviklet og skabt i direkte samarbejde med The Independent Plantation Workers Union of Sumatra (Det uafhængige fagforbund af plantagearbejdere på Sumatra). Ved at bruge deres egen tabubelagte historie som case, arbejdede de indonesiske filmskabere sammen med os på at klarlægge udviklingen i samtidens globalisering – fra dets rødder i kolonialismen til i dag.

 

The Globalization Tapes viser den ødelæggende rolle, som militarisme og undertrykkelse spiller i opbygningen af den globale økonomi, og undersøger sammenhængen mellem handel, den tredje verdens gæld og internationale institutioner som Den Internationale Valutafond og WTO. Filmen, der er lavet af nogle af verdens fattigste arbejdere, giver en lyrisk og bidende skarp fremstilling af, hvordan vores globale finansielle institutioner former og gennemtvinger virksomhedernes verdensorden.

 

I adskillige scener i The Globalization Tapes ses de første antydninger af de metoder, vi senere forfinede, da vi optog The Act of Killing. For eksempel da plantagearbejderne iscenesatte en satirisk reklamefilm for de sprøjtegifte, der forgiftede dem. Eller da de lokale filmfolk agerede repræsentanter fra Verdensbanken og tilbød mikrolån til at ”udvikle” lokale forretninger – brutale og absurde tilbud, der dog alligevel er fristende.

 

Optagelserne til The Globalization Tapes viste os, at massakren i Indonesien i 1965-­66 var den mørke skygge, der hvilede over landets ellers lovpriste indtrædelse i den globale økonomi. Et af militærets hovedformål med drabene var at knuse den anti‐koloniale arbejderbevægelse, der havde eksisteret indtil 1965. De ville tiltrække udenlandske investorer med løfter om billig og medgørlig arbejdskraft og rigelige naturlige ressourcer. Militærets mission lykkedes. The Globalization Tapes vidner om det ekstraordinære mod, som de filmskabende plantagearbejdere udviste, da de udfordrede en årtier lang terrorfyldt arv ved at forsøge at skabe en ny fagforening.

 

Drabene dukkede op næsten hver dag i diskussioner, i planlægningen og under optagelserne, men altid kun som en hvisken. Mange af plantagearbejderne havde selv overlevet drabene. De kunne udpege de huse, hvor deres naboer, som havde slået deres forældre, bedsteforældre, tanter og onkler ihjel, boede. Gerningsmændene boede stadig i de samme byer og udgjorde den lokale magtstruktur sammen med deres børn og proteger. Som udenforstående kunne vi interviewe disse gerningsmænd. Det kunne plantagearbejderne ikke gøre uden at frygte for deres liv.

 

Da vi lavede de første interviews, oplevede vi, hvordan gerningsmændene stolt og pralende fortalte om selv de mest uhyggelige detaljer fra henrettelserne. The Act of Killing blev til ud fra et ønske om at kunne forstå denne stolthed. Dens klichéfyldte udtryk, dens truende optræden og rædselsvækkende banalitet.

 

The Globalization Tapes blev skabt af plantagearbejderne selv og os som katalysatorer og samarbejdende instruktører. The Act of Killing blev på samme måde til i et tæt samarbejde med dens hovedpersoner, men også i solidaritet og samarbejde med de overlevendes familier. I modsætning til The Globalization Tapes er The Act of Killing et kunstnerisk værk, der udtrykker mine tanker og bekymringer om disse emner.

 

 

Læs anden og tredje del af Joshua Oppenheimers produktionsnoter her:

 

Begyndelsen på The Act of Killing

At lave film om iscenesættelsen af et folkedrab