En film er normalt defineret ved sammensætningen af en række sekvenser. Disse sekvenser er sat sammen af en række scener, som er sat sammen af en række indstillinger. Sekvenserne består således af et større fortællende forløb, der indholdsmæssigt og tematisk er afsluttede. I disse forløb indgår en række af scener, som defineres af skift i tid, sted eller handling, og endelig er de enkelte indstillinger i scenerne lig med de enkelte klip – altså fra en uafbrudt optagelse med kameraet. Alle scenerne har forskellige funktioner i forhold til filmens videre fremdrift, men mens nogle scener er actionmættede og dramatiske, er andre rolige og forklarende. Man definerer derfor de enkelte scener efter type, idet de hver især har en bestemt betydning for filmens handling. Man opererer normalt med fire-fem overordnede scenetyper, samt en del forløbsformer. Scenetyperne er hovedscene, actionscene, forklarende scene, modelhistorie og 5-minutters entré.

 

I fiktionsfilm er det som regel hovedscenerne, der er tidsmæssigt dominerende. I hovedscenerne introduceres filmens hovedpersoner og konflikten udspilles over for publikum. De forklarende scener bruges til at bibringe nødvendig information til publikums forståelse af konflikten, mens actionscener, som navnet antyder, viser en masse tjubang. Modelhistorien benyttes til at stemme publikums sind i forhold til, hvad hele filmen handler om, mens 5-minutters entré er en lille, oftest humoristisk pause i handlingen.

 

SCENETYPER

I The Act of Killing behøver vi som publikum en hel masse oplysninger for at forstå historien. Der er derfor væsentligt flere forklarende scener, end der for eksempel er i en fiktionsfilm. Vi har brug for at vide, hvad Anwar er for et menneske, samt hvad han har gjort, og så har vi selvfølgelig brug for at få oplysninger om det indonesiske samfund og dets historie. Denne viden opnår vi gennem forskellige scener, som har deres eget særpræg. Der er den direkte samtale mellem Anwar og filminstruktøren Joshua. Der er de reportagelignende scener fra for eksempel Hermans valgkampagne og Pancasila-forsamlingerne. Der er møder og samtaler med andre aktører og klip fra et talkshow. Endelig er der indimellem også korte tekststykker med forklarende historiske oplysninger eller filosofiske kommentarer. Der er derimod ikke en voiceover, som ellers i dokumentarfilm er et hyppigt anvendt element til at tage publikum i hånden og på pædagogisk vis føre dem gennem en historie. Alt dette, samt undladelsen af voiceover, er med til at gøre, at The Act of Killing kan kaldes performativ.

 

Da der i det indonesiske samfund tilsyneladende ikke er nogen konflikt omkring fortidens blodige begivenheder, vælger instruktøren iscenesættelserne til at få denne i spil. Filmens hovedscener er derfor de konstruerede reenactments, som i forløbene med den medoplevende fortæller blandt andet viser Anwar som offer i filmnoir-agtige scener. I forløbene med den subjektive fortæller, hvor vi altså er inde i hovedet på Anwar, skildres møderne med de virkelige ofre som drømmeagtige og distancerede, ligesom i en musical.

 

I actionscenerne får vi smæk for skillingen og oplever blandt andet rekonstruktionerne af overfaldet på en bestemt landsby, idet vi som publikum gennem de medvirkende statister ikke kan lade være med at fornemme rædslen over voldsomhederne.

 

Modelhistorierne og 5-minutters entré er umiddelbart lidt mere vanskelige at få øje på, men Anwars tykke ven Herman fylder til dels disse scenetyper ud. Det sker enten i groteske optrin, hvor han iført kvindetøj træder ud af karakter og afleverer en ordentlig snotklat i en smukt koreograferet dansescene, eller da han stiller op til et politisk valg og overraskes over, at man ikke bare kan betale sig til indflydelse – altså en model på, hvordan mange opfatter demokratiet i Indonesien.

 

Som seer kan man ikke altid afgrænse de enkelte scenetyper fra hinanden, men må prøve at ræsonnere sig frem til, hvilken type den enkelte scene overvejende kan kategoriseres som.

 

Opgave:

• Udvælg nogle forskellige scener i filmen, og bestem deres type.
• Argumentér for, hvorfor det netop er den type af scene, der er tale om.
• Er der – afhængigt af scenetype – forskel på anvendelsen af filmiske og lydlige virkemidler?
• Tal om fordelingen af scenetyper, idet I sammenligner filmen med en mere klassisk dokumentar, samt en spillefilm.

 

FORLØBSFORMER

I de enkelte scenetyper kan instruktøren vælge at indlægge bestemte forløbsformer. I forbindelse med The Act of Killing er det relevant at undersøge visse forløbsformer, som for eksempel set up og pay off, tekst/undertekst, metafor og metonym.

 

I en af filmens scener spiller Anwar et afhugget hoved, der fodres med råt kød. Han har rigtig svært ved at undgå at komme til at kaste op, hvilket er helt forståeligt. Indstillingen fungerer som et set up til filmens afsluttende scene, hvor Anwar får det fysisk meget dårligt. Brækscenen i filmens afslutning er således et pay off på den antydning af råddenskab, der får en afgørende betydning for Anwars reaktion på forbrydelserne og hans egen andel i dem.

 

Lederen af Pancasila-bevægelsen vises i flere situationer, hvor han kommer med sjofle og nedladende bemærkninger om kvinder, som kan kaldes tekst. For hvad det virkelig handler om fra instruktørens side, er at vise lederens magtfuldkommenhed og mangel på respekt for andre individer – altså undertekst.

 

I filmens indledning ser man en indstilling af et mørkt hav, kun oplyst af månens stråler. Man vender mod filmens slutning tilbage til denne indstilling, idet man samtidig hører Anwar fortælle om sin angst for mørket. Havet symboliserer muligvis Anwars fortrængning af det skete, men symbolet er hentet fra et andet univers end Anwars. Forløbsformen her bliver en metafor for Anwars forsøg på at fortrænge sine erindringer, hvad der tilsyneladende ikke lykkes.

 

En meget kontroversiel og umiddelbart sværtforståelig forløbsform er iscenesættelsen af kontrastkarakteren Adi i et shoppingcenterlignende miljø. Et forslag til en fortolkning af dette, der ligger lige til højrebenet er, at Adi intet har fortrudt og nyder godt af de goder, som det kapitalistiske indonesiske samfund har givet ham. Shoppingcentret bliver således et metonym for det indonesiske samfund, idet det repræsenterer de værdier, som det er bygget op på.

 

Opgave:

• Find selv flere eksempler på forskellige forløbsformer i filmen og gør rede for, hvordan man anvender de filmiske og lydlige virkemidler i iscenesættelsen af disse.
• Hvad betyder det, at vi møder Anwar i den samme forretning i filmens begyndelse og afslutning?
• Forklar filmens indledende tekstsekvens med udgangspunkt i beskrivelsen af forløbsformerne.

 
 

 
Af Morten Skourup, mediefagslærer på Ørestad Gymnasium