“Filmen er én stor kritik af etik og menneskerettigheder.
Det fungerer jo ikke i virkeligheden.”

Ovenstående er en kommentar – frit citeret efter hukommelsen – fra en af mine elever umiddelbart efter at have set The Act of Killing. I omkring to timer havde vi fulgt i hælene på Anwar Congo; en mand med et CV så bizart, at man skulle tro, at der var tale om en ren fiktionsfilm: tidligere gangster og torturbøddel og nu en national berømthed.

 

Det virkelighedens Indonesien, som Anwar Congo bevæger sig rundt i, er ikke mindre surreelt end de groteske fiktionsscener, som bødlerne fik frie hænder til at producere som led i dokumentaren. Gerningsmændene bag nogle af de værste forbrydelser i nyere tid går ustraffede omkring, mens de fortæller om deres handlinger med en stolthed, som havde de medvirket til drabet på Hitler fremfor at have myrdet tusindvis af såkaldte ”kommunister”. Vi hører dem prale med nye forbrydelser og ser dem endda udøve pengeafpresning for åben skærm.

 

”De onde” vandt, og de er stadig ved magten i det, der ellers kaldes for et demokrati. Udover at fortsætte deres dominans af de tidligere ofres efterkommere, håner de også begreber som folkeret og menneskerettigheder.

 

Er alt håb da ude i Indonesien? Og måske også for menneskeheden som sådan, hvis vi stiltiende lader uretfærdigheder som disse passere? Ja, ikke bare dette. Indonesiens udrensning af ”kommunister” blev aktivt støttet af USA, vores allierede.

 

Hvilken relevans har den internationale domstol i Haag, når Anwar Congos medbøddel Adi Zulkadry fortæller, at han ikke føler skyld, men ironisk udtaler, at han da gerne vil indkaldes, hvis det kan gøre ham berømt. Når en journalist ved indonesisk tv med et fotogent smil siger, at ”Gud hader kommunister” under et interview med bøddelkendissen Anwar Congo, og når der klappes og hujes af en lederskikkelse fra den paramilitære organisation Pancasila Youth, der siger, at de vil udslette alle kommunister?

 

Eller er der rent faktisk et håb? Et håb der kræver, at vi ser den umenneskelige ondskab i øjnene og forstår, at ligegyldigt om dens udøver er fra Indonesien, Sydafrika eller Nazityskland, så er vedkommende altid et menneske og aldrig bare ond. Mange moralfilosoffer har advaret mod at anskue mennesker endimensionelt, og Anwar Congos mulige anger mod slutningen af filmen er måske netop et tegn på, at selv den værste morder rummer evnen til at erkende og dermed også evnen til at tage ansvar for sine gruopvækkende handlinger. Håbet kan måske sågar udstrækkes til hele menneskeheden. Kan vi vækkes til at tage hånd om verden?

 

The Act of Killing rummer adskillige paradokser og diskussioner. For at kunne gå til disse på en kvalificeret måde, er det nødvendigt at bruge forskellige filosofiske indgangsvinkler, men filmen kan især lukkes op ved at analysere problematikkerne etisk. Her må et mindre problem også behandles; nemlig Joshua Oppenheimers metode. Er det etisk forsvarligt over for ofrene at lade bødlerne udleve deres selviscenesættelse med filmteknisk assistance? Er det forsvarligt over for bødlerne selv? Helliger målet midlet?

 

Dette spørgsmål er naturligvis for intet at regne imod de lidelser, som bødlerne og deres bagmænd udsatte og til stadighed udsætter deres ofre og ofrenes familier for. Ved at vise os ubehagelighederne ved den indonesiske kollektive fortrængning bliver det klart, at denne står i skarp kontrast til fx den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission i Sydafrika (1995-1998), der efterfulgte opgøret med Apartheid, og måske dermed et argument for at følge denne proces.

 

Selvom The Act of Killing portrætterer det onde, er filmen måske i virkeligheden snarere ”et forsvar for nødvendigheden af etik og menneskerettigheder”, som en anden elev udtalte senere i forløbet. Men det er en diskussion, I selv må tage på klassen.

 

 

Af Jakob Kowalski, filosofilærer på Odense Katedralskole