The Act of Killing er en usædvanlig dokumentarfilm, der fascinerer ved sit fokus på at forstå ‘det umenneskelige menneske’, her især i form af bødlen Anwar Congo, som personligt har dræbt omkring 1000 mennesker under den store massakre på kommunister i Indonesien fra 1965-66. Som tilskuere frastødes vi på én gang af fortællingerne om bestialske drab foretaget af Anwar Congo og undrer os over hans omsorg for en lille and med brækket ben i samværet med børnebørnene. Hvordan kan ét enkelt menneske rumme så forskellige sider? På den ene side en opfindsom morder uden empati for ofrene og på den anden side en omsorgsfuld bedstefar? Kan man på én gang være menneskelig og umenneskelig? Kan man leve med at have udført så bestialske handlinger mod andre mennesker? Det er netop den slags spørgsmål, psykologer stillede efter nazisternes forsøg på systematisk udryddelse af jøderne. Kan vi alle blive bødler – eller kræver det særlige egenskaber og omstændigheder? Og hvordan forklarer bødlerne deres gerninger? Menneskelig ondskab og alle de spørgsmål, den rejser, er en stadig udfordring for psykologer. Og The Act of Killing fokuserer på nogle af de samme spørgsmål.

 

 

Vi møder i filmen bødlen Anwar Congo, som sammen med andre bødler praler af deres drab på tusindvis af uskyldige, formodede kommunister og giver os de skræmmende detaljer om drab, voldtægt og afbrænding af hele landsbyer. Alt sammen mens de instruerer og indspiller scener om deres historie! Bødlerne er aldrig blevet straffet, for militærdiktaturet støttede udryddelsen af kommunisterne. De går helt frit omkring, og den antikommunistiske regering har stadig ingen interesse i at undersøge folkemordet nærmere. Fortryder bødlerne deres handlinger? Ikke meget tyder på det i starten af dokumentarfilmen, men det lykkes instruktøren Joshua Oppenheimer i løbet af processen at komme ind bag facaden på Anwar Congo, som lider af mareridt. Genoplevelsen af alle grusomhederne i de surrealistiske scener, han selv er med til at iscenesætte, rammer Anwar følelsesmæssigt og fysisk i en scene på det sted, hvor han personligt har dræbt en masse mennesker. “Har jeg syndet? Jeg gjorde det mod så mange mennesker, Josh”, siger han og er ved at kaste op. Filmen giver intet svar på Anwars spørgsmål. Vi har hans og bødlernes egne udsagn, og dem kan vi forsøge at forholde os til gennem psykologisk viden om blandt andet moralsk frakobling, selviscenesættelse og sociale processer. Det kan give os et indblik i de psykologiske processer bag ondskaben i konteksten af det indonesiske folkemord.

 

 

Psykologi i de gymnasiale uddannelser beskæftiger sig med autentiske psykologiske problemstillinger, som dem The Act of Killing tager op. Vi kan udvælge bestemte scener, hvor morderne fortæller om deres opfattelse af sig selv og deres andel i historien. Psykologi giver redskaber til at forsøge at beskrive og måske forklare ‘onde handlinger’ i form af psykologiske teorier og empiriske undersøgelser om ondskab, moral og socialpsykologiske faktorer. Det bliver næppe den endelige historie, for ondskabens psykologi er fuld af paradokser. Filmen giver en enestående mulighed for at følge en enkelt gerningsmand på rejsen mod en mulig erkendelse af at have begået ‘onde handlinger’ og være tvunget til at skulle leve med det. Filmens blanding af fiktion og fakta i en surrealistisk blanding, samt den fuldstændige tillid, der gennem årene er opbygget mellem Oppenheimer og Anwar, gør det muligt at stille skarpt på bødlens indre. Det er ikke sikkert, at han måske opdager, hvad det egentlige projekt går ud på. Anwar siger selv, at han er stolt af scenerne. Oppenheimers projekt kan opfattes som et slags feltarbejde, hvor der både foreligger feltnotater og billeddokumentation fra deltagerne, og det rejser nogle etiske spørgsmål, som også kan indgå i arbejdet med filmen.

 

 

Af Jette Hannibal, psykologilærer på Nørre Gymnasium