PANCASILA-PRINCIPPERNE

Under revolutionen havde Sukarnos folk i 1945 skrevet fundamentet for den nye nation. De fem moralske principper, Pancasila (pañca = fem, sīla = principper), skulle danne grundlaget for nationen. De fem principper bestod i: troen på én gud, konsensusdemokrati, humanitet, social retfærdighed og national enhed. Den paramilitære organisation Pancasila Youth, som indgår i The Act of Killing, er opkaldt efter disse principper.

 

Den nye republiks første år var præget af ønsket om – og kampen for – samling. Ikke alle provinser var underlagt nationalisternes styre, og der var stadig mindre stater med hollandsk støtte og bestræbelser på at skabe islamiske stater.

 

1. Troen på én gud: Dette princip blev formuleret som et alternativ til at skabe en stat med majoritetens religion, Islam, som fundament. Her ønskede man at undgå at udelukke medlemmer af andre religioner fra at få statsborgerskab. Dog havde naturreligioner stadig svært ved at vinde accept, og især buddhister og hinduister måtte kæmpe for det.

 

2. Konsensusdemokrati: Under revolutionen var nationalisterne enige om, at de kæmpede for frihed, og nogle mente også, at det indebar demokrati. Sukarnos første oplæg var imidlertid at indføre et et-partisystem eller et ”demokrati med lederskab”, som han også kaldte det. Han ville skabe et alternativ til det vestlige demokrati. Men i løbet af 1950’erne støttede de fleste ønsket om demokrati efter et vestligt forbillede med et flerpartisystem. Under alle omstændigheder fik Indonesien ikke sit første valg før 1955. Her var de vigtigste partier nationalistpartiet PNI, de to muslimske partier Masyumi og NU, samt kommunistpartiet PKI, med henholdsvist 22, 20, 18 og 16 procent stemmer i nævnte rækkefølge. Alle partierne inkorporerede socialisme på den ene eller anden måde, men var uenige om udformningen. Foruden partierne var der mange andre politiske grupperinger, der konkurrerede om at få medlemmer. Ofte var motivationen for at vælge den ene eller den anden gruppering ikke grundet ens politiske overbevisning: Folk fik jobs, ris, kaffe, cigaretter eller andre gaver som “tak”, og dermed var støtten i mange tilfælde købt og betalt. Samtidig var loyalitet over for en gruppe for mange vigtigere end deres politiske overbevisning.

 

I denne periode så man desuden en massiv overbeskæftigelse inden for bureaukratiet. Forskellige embeder blev ofte brugt som tak til deltagere i revolutionen, hvilket betød nogle temmeligt uorganiserede myndigheder.

 

Sukarno var præsident fra 1945-1967, men mistede direkte magt i perioden 1950-57 som følge af demokratiske tiltag. Dog var han fortsat af afgørende betydning som inspirator og som det karismatiske symbol på revolutionen.

 

3. Humanitet: Det blev også kaldt internationalisme eller humanisme. Det internationale aspekt hang nøje sammen med den kolde krig, hvor store dele af verden var inddelt i amerikansk eller sovjetisk interessesfære. Sukarno var aktiv i forhold det, der kom til at hedde den tredje verden, hvilket i denne periode betød de alliancefri stater, der hverken ønskede at støtte USA eller Sovjetunionen. I 1950 talte Sukarno blandt andet om frygten for ideologierne med slet skjult hentydning til hhv. det liberale demokrati med markedsøkonomien og kommunismen. Begge stod altså tilsyneladende i modsætning til uafhængighed.

 

Internationale forbindelser bød på alt fra nyt tøj og anderledes møbler til et af tidens vigtigste symboler på det moderne; radioen. Samtidig var kontakten med vestlig kultur også en udfordring af traditionelle livsformer, og det blev et gennemgående tema at finde et alternativ til det, der sås som dekadent, vestlig livsførelse. Det kunne for eksempel være at få børn uden for ægteskabet. Samtidig havde nogle skepsis over for Hollywood-film, der viste Vestens moralske forfald.

 

4. Social retfærdighed: Under dette punkt var sigtet at øge velstanden hos befolkningen. Med Sukarnos slagord skulle Indonesien ikke længere være en nation af kulier og ingen kuli blandt nationer. Indoneserne skulle altså være rigere og samtidig nyde større anseelse blandt andre lande. Der var dog store problemer med korruption og uroligheder – særligt i forbindelse med de tidligere nævnte sammenstød mellem de mange forskellige grupperinger i landet. Flere politiske grupper var i lige så høj grad kriminelle bander, der levede af for eksempel røverier. Den udbredte uro og tilfældige vold skabte et særligt bånd mellem folket og hæren, der således fik en altafgørende beskytterrolle og vandt befolkningens tillid.

 

5. National enhed: For enhver gruppe gælder det ofte, at hvis man i gruppen kan blive enig om, hvem fjenden er, har man en god chance for at stå sammen. Det samme gælder for en hel nation, og her havde Sukarno og Indonesien i 1950’erne Ny Guinea (nu Papua), som hollænderne havde beholdt. Her kunne man bruge kampen for at få kontrol over området som et bevis på fortsat kamp mod hollandsk imperialisme, og som en samlende faktor. National enhed var fortsat en stor udfordring , og som eksempel kan det kristne, og pro-hollandske Ambon nævnes. Her var der modstandskamp, og man ønskede ikke at blive en del af den nye indonesiske republik. Modstanden blev dog hurtigt nedkæmpet.

 

Formålet med principperne var at legitimere den nye stat og give den et fundament. Samtidig kunne disse idéer bruges til at samle støtte om et styre, der blev mere og mere undertrykkende.

 

VEJLEDT DEMOKRATI

I 1957 var der et attentat mod Sukarno, som han overlevede. Hans overlevelse blev taget som et tegn på den magiske beskyttelse, som mange mente, at han besad. Efter attentatet spredte et stort oprør sig fra Sumatra, og det blev senere bekræftet, at det var støttet af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA. Amerikanerne var bekymrede over Indonesien som alliancefri stat, og så hellere et amerikansk støttet militærdiktatur, som var modellen i andre lande i den tredje verden. Styret i Jakarta var truet, og svaret fra Sukarno var en nær alliance med dele af hæren. Han gjorde op med demokrati efter vestlig model, og introducerede nu begrebet vejledt demokrati. To år efter havde han reelt tiltaget sig al magt. Det vejledte demokrati var knap så demokratisk! Hæren blev nu den vigtigste institution for national samling og enhed, og denne position har den fortsat i dag.

 

Det har nok været svært at forudsige, men da Sukarno annoncerede vejledt demokrati som den nye styreform, blev en lavine sat i gang, der udløste den største katastrofe i indonesisk historie. Det endte med først hans egen regerings fald, derpå op til én million døde og til sidst et centraliseret militærdiktatur, der varede indtil slutningen af 1900-tallet.

 

ETNISKE KINESERE I INDONESIEN

Mange etniske kinesere var kommet til det nuværende Indonesien under kolonitiden som kulier (se faktaboks ovenfor) i for eksempel kaffe- og sukkerproduktionen, men også som forretningsdrivende og skatteopkrævere for hollænderne. Andre indvandrede senere og kom til at dominere pengeudlån. De profiterede af hård beskatning fra hollænderne, der skabte et akut behov for kontanter på grund af dårlig indtjening i landbruget. Denne form for forretning var upopulær, hvilket tydeligt afspejledes i, at långiverne blev kaldt for jordens igler! Desuden – og måske derfor – så man ved urolighederne i begyndelsen af 1900-tallet også anti-kinesiske optøjer på Java, hvilket er set igen senere ved andre lejligheder i Indonesien.

 

Opgave:

• Hvilken betydning fik det Hollandsk Ostindiske kompagni for området omkring Batavia?
• Hvilke forestillinger eksisterede i Indonesien i forhold til det åndelige?
• Beskriv udviklingen i den nationalistiske bevægelse og Sukarnos idéer inden selvstændigheden.
• Hvorfor lykkedes det ikke Indonesien at få selvstændighed inden afslutningen på Anden Verdenskrig?
• Hvordan fik Indonesien sin uafhængighed?
• Hvordan forsøgte man at skabe samling om den nye nation?
• Diskutér: Hvorfor er historieskrivning en vigtig del af fundamentet for en (ny) nation?
• Hvad gik Pancasila-principperne ud på?
• Hvilke problemer så man i relation til Pancasila-principperne?
• Hvad var formålet med Pancasila-principperne?
• Hvordan var etniske kinesere anset på Java?

 

 
Af Mikkel Randløv, historielærer på Nørre Gymnasium