Tilskuere defineres som de personer, der er vidne til folkemord, men som ikke griber ind – eller måske endda støtter det i det skjulte. Der kan være tale om nationer, internationale organisationer og lokale. I Indonesien foregik folkemordet på kommunister og deres formodede støtter med støtte fra USA, og CIA gav lister med formodede kommunister til den indonesiske hær. Der var altså få eller ingen i den vestlige verden, som greb ind under folkemordet.
Da forfølgelserne på kommunisterne startede, fremkom en atmosfære af terror og frygt. Ifølge socialpsykologen Erwin Staub udfordres vores menneskelighed i en sådan situation, og føler man sig selv truet, kan det være svært at forestille sig, at man kan gøre noget, når man ser andre blive slæbt væk og dræbt. Man kan ikke forvente, at tilskuerne ofrer deres liv for andre, især ikke hvis de selv er i fare, men ifølge Staub har tilskuere til overgreb og mord en potentiel mulighed for at få indflydelse på forløbet – især hvis mange protesterer. Imidlertid forholder både individer, grupper og nationer sig ofte passive – de er ’tilskuere’.
Psykologiske undersøgelser har vist, at når tilskuere ikke griber ind, er sandsynligheden for, at andre tilskuere heller ikke gør det, meget stor. Denne passivitet tillader gerningsmændene at opfatte deres handlinger som acceptable og endda rigtige. Tilskuernes passivitet over for ofrenes lidelser kan medføre, at tilskuerne i det lange løb ændrer holdning og accepterer, at ofrene forfølges og lider. Det kan delvist forklares med den psykologiske teori ‘the just-word hypothesis’, en teori om kognitive fejlslutninger. Teorien hævder, at vi har en tendens til at tro på en ‘retfærdig verden’, hvor alle får efter fortjeneste. Konsekvensen af denne kognitive fejlslutning er, at vi tror, at hvis folk forfølges eller straffes, så må de have gjort noget forkert. Mange tilskuere hævder bagefter, at de intet vidste om overgrebene. De fralægger sig ansvaret.
Opgaver:
Af Jette Hannibal, psykologilærer på Nørre Gymnasium