Man ved fra den psykologiske litteratur, at nogle soldater, som har deltaget i krig kan opleve eftervirkninger i form PTSD på grund af de traumatiserende oplevelser. Typisk oplever de stress, søvnløshed, irritabilitet, depression og genoplevelse af de traumatiserende minder fra krigen, de såkaldte flashbacks.
 

For gerningsmænd (for eksempel i udryddelsesbataljoner under Anden Verdenskrig) gælder det, at rutinemæssig deltagelse i massemord næsten altid leder til, at gerningsmændene deltager i grusomheder, tortur og magtanvendelse. Gerningsmændene kan beskytte sig mod traumer, skam og skyld ved at skrue ned for empati med ofrene (for eksempel gennem dehumanisering), og rutinerne omkring mordene mindsker efterhånden gerningsmændenes følsomhed over for de menneskelige aspekter i deres ‘arbejde’. Ifølge Staub sker det, at deltagelse i massemord fører til store ændringer i mordernes identitet, værdier, og ikke mindst opfattelsen af dem selv og ofrene. Alt dette gør det vanskeligt for gerningsmænd at indrømme, at de har gjort noget forkert.

 

Anwar er tilsyneladende mere tynget af oplevelserne end de andre gerningsmænd i filmen. På den ene side praler han med at have opfundet en smart metode til at slå folk ihjel uden for meget blod, på den anden side taler han om ‘genfærd’, mareridt og forsøg på at glemme gennem alkohol og stoffer. Dette kunne være symptomer på det, psykologer kalder posttraumatisk stress, men i Anwars tilfælde er det ikke så enkelt. Ud fra hans egne udsagn filmen igennem får vi et komplekst billede af ham som både ‘gerningsmand’ og ‘et plaget menneske’. Filmens sidste scene, hvor Anwar har opkastningsfornemmelser og tilsyneladende angrer, bidrager sammen med andre scener, hvor han beskriver sine kvaler, måske til forståelse af et menneske, der har problemer med at se sine gerninger i øjnene og anerkende de lidelser, han har påført andre. På den anden side er der andre scener i filmen, hvor han optræder som ‘kommunistdræberhelt’.

 

Filmen giver overordnet set et interessant indblik i mordernes moralske univers og et samfund, der stadig tillader gangstere at afpresse og terrorisere eksempelvis kineserne. Anwars udvikling henover årene med at optage filmen og indblikket i hans psyke og forestillingsverden er især med til at gøre ham ‘menneskelig’ og sårbar. Om det er et sandt billede af Anwar – eller om det er dokumentarens præsentation af ham – er en diskussion værd.
 
Opgave:

• Overvej, hvad det betyder for Anwar rent psykologisk at ‘rejse tilbage i tid og genopleve mordene’ gennem mordernes egen spillefilm.
• Se de to første klip nedenfor, hvor Anwar hhv. fortæller om sine drabsmetoder og mareridt. Beskriv Anwars symptomer og diskutér, om han kunne lide af noget, der minder om PTSD.
  Læs om PTSD i fx Den Store Danske.
• Se det tredje klip, hvor blandt andet Herman og Anwar ser optagelsen med Anwar på det tag, hvor han dræbte kommunister med en stålwire. Prøv at lægge mærke til tilskuernes ansigtsudtryk, kommentarer og reaktioner, mens de ser mordopførselen på tv-skærmen – hvad siger det?
• Se fjerde klip, hvor Anwar ser sig selv spille offer på sit fjernsyn. Gør rede for hans tanker og reaktioner efter at have set filmklippet. Giv en mulig psykologisk forklaring på, at han tilsyneladende bedre er i stand til at forstå ofrene nu.
• Se de to sidste klip nedenfor med samtalerne mellem Adi og Joshua og Adi og Anwar. Diskutér ud fra psykologisk viden og filmens forskellige scener, hvorfor der tilsyneladende er en forskel på Anwars og Adis reaktioner og ‘samvittighedskvaler’.

 

 

 

 

 

 

 
 
Af Jette Hannibal, psykologilærer på Nørre Gymnasium