The Act of Killing

THE ACT OF KILLING
En film af Joshua Oppenheimer

Anwar Congo og hans venner har danset sig gennem musicals, vredet armene rundt i film noir gangsterscener og galoperet over prærien som støvede cowboys. Deres togt ind i filmens verden bliver hyldet i medierne og debatteret på tv, på trods af at Anwar Congo og hans venner er massemordere.

Medan, Indonesien. Da militæret væltede regeringen i Indonesien i 1965, blev Anwar og hans venner forfremmet fra småkriminelle gangstere, der solgte biografbilletter på det sorte marked, til ledere af dødspatruljer. Dødspatruljerne hjalp hæren med at myrde mere end en million påståede kommunister, intellektuelle og kinesere på mindre end et år. Som bøddel for den mest berygtede dødspatrulje i byen, dræbte Anwar selv hundredvis af mennesker med sine egne hænder.

I dag beundres Anwar som en af stifterne af en højreorienteret, paramilitær organisation, der voksede ud af dødspatruljerne. Organisationen er så magtfuld, at der bl.a. blandt dens ledere er ministre, der gerne praler af alt fra korruption og valgsvindel til folkedrab.

The Act of Killing handler om mordere, der har sejret og om det samfund, de har opbygget. I modsætning til aldrende nazister eller rwandanesiske folkemordere har tiden ikke tvunget Anwar og hans venner til at indrømme deres forbrydelser mod menneskeheden. I stedet har de skrevet deres egen triumferende historie, og er blevet rollemodeller for millioner af paramilitære unge. The Act of Killing er en rejse dybt ind i massemordernes egne erindringer og forestillinger. The Act of Killing er en mareridts-agtig vision, der viser en skræmmende banal, straf-fri kultur, hvor drabsmænd kan joke om forbrydelser mod menneskeheden på talk shows og med legende lethed hylde en moralsk katastrofe med en elegant stepdans.

Kærlighed til film. Anwar og hans venner tilbragte nærmest hele deres ungdom i biografen. De var “biograf-gangstere”, der kontrollerede det sorte billetmarked, og samtidigt brugte biografen som base for mere seriøs kriminalitet. I 1965 blev de rekrutteret af hæren til at danne dødspatruljer, fordi de havde vist talent for voldsudøvelse, og derudover hadede kommunisterne for at boykotte amerikanske film – som ellers var de mest populære og indbringende i biografen.

Anwar og hans venner var dedikerede fans af James Dean, John Wayne og Victor Mature. De skræddersyede bevidst deres stil og mordteknikker efter deres Hollywood idoler. Og når de forlod midnatsforestillingen, følte de sig ’som gangstere, der lige var sprunget ned fra lærredet’. I dette berusede humør slentrede de over boulevarden til deres kontor og dræbte nattens kvote af fanger. Anwar foretrak at kvæle sine ofre med metaltråd: en teknik han havde lånt fra en mafiafilm.

I The Act of Killing indviliger Anwar og hans venner i at fortælle os historien om drabene. Men deres idé om at medvirke i en film er ikke at give vidnesbyrd til en dokumentarfilm; de ønsker at være stjerner i den slags film, de elskede mest dengang, da de solgte billetter på det sorte marked. Vi griber denne mulighed for at afdække, hvordan et regime, der er bygget på forbrydelser imod menneskeheden, men aldrig er blevet holdt ansvarligt, vil projicere sig selv ind i historien.

Vi udfordrer Anwar og hans venner til at bearbejde og omdanne deres egne oplevelser af drabene til fiktions scener i deres yndlings filmgenrer – gangsterfilm, westerns og musicals. De skriver manuskriptet. De spiller sig selv. Og de spiller deres ofre.

Deres arbejde med filmen tegner filmens dramatiske kurve. Filmkulisserne udgør trygge rum, hvori det bliver muligt at udforske og udfordre det de har gjort. Det går op for nogle af Anwars venner at det var forkert at udføre drabene. Andre er mere bekymrede for, om historien vil ødelægge deres offentlige image. Yngre medlemmer af den paramilitære bevægelse mener, at de burde prale med massakrernes grufuldheder, fordi disse frygtindgydende og truende handlinger er udgangspunktet for deres magt i dag.

Meningerne er mange, og atmosfæren på settet bliver mere og mere anspændt. Idéen om folkemord som en kamp for fædrelandet, og Anwar og hans venner som kampens helte, begynder at falde fra hinanden.

På dramatisk vis katalyserer processen en overraskende følelsesmæssig udvikling for Anwar – fra arrogance til fortrydelse – da han for første gang i sit liv konfronteres med de omfattende implkationer af det, han har gjort. Idet Anwar’s skrøbelige samvittighed er presset af behovet for at forblive en helt, præsenterer The Act of Killing en gribende konflikt imellem moralske forestillinger og en moralsk katastrofe.